Bandidas er en spøjs Lucky Luke-agtig western med to snart ikke helt unge latino-skønheder i hovedrollerne. Den er uelegant, uinteressant og generelt mislykket, uanset hvad den så håber på at være. Den er for kedelig til at være en komedie og for monoton og (om muligt) klichebaseret til at være rigtig action. Bandidas forsøger at være frisk og trækker på hhv. de to kendte hovedrolleindehavere og alle tænkelige actionelementer fra de seneste fem-ti års biograffilm, men formår at snuble i hele baduljen og kommer ud som en komplet misforståelse.

Bandidas er en af de europæiske westerns, der undertiden dukker op, og i en tid med hyppige western-tematiserede premierer, er det vel meget naturligt at forsøge at slå lidt mønt på action-komedie genren. Opskriften er simpel; tag en genre alle kender, vrid den for alle klassiske elementer, placer den i Mexico og hyr nogle kønne ansigter til hovedrollerne. Så har man en film, der på ingen måde kan blive en succes men alligevel lever op til alle kravene for typen. Bandidas er spækket med alle de velkendte western-klicheer, og krydret med lidt Mission Impossible-agtige røverier og Matrix møder Jet Li action-elementer samt nogle ret umotiverede spil på de to kønne hovedrolleindehaveres ynder. F.eks. ville det da være ærgerligt ikke at smide pigerne ned i noget vand eller iklæde dem Moulin Rouge dansekostumer, når man nu engang har hyret dem. Filmen trækker med andre ord på alle genrens klicheer og et par ekstra overraskelser men er ikke tro eller overvejet nok omkring det, til at det bliver interessant.


Foto: Nordisk Film

Filmen forsøger øjensynligt at komme med subtile henvisninger til amerikansk imperialisme og store onde virksomheder, men det bliver aldrig rigtigt til mere end en uskøn undskyldning for at hente tonsvis af kanonføde-bipersoner af den type, der åbenlyst har gået på samme skydebane som stormtropperne, til Mexico. Heltene er selvfølgelig ikke mordere, men presses af ondskabens klamme tag på de uskyldige til at krydse grænsen for det acceptable, og tage kampen til skurkenes banehalvdel. I rollen som hovedskurken ses i øvrigt Dwight Yoakam, der er et stort amerikansk country-navn, men ikke særlig kendt herhjemme. Han spiller faktisk overraskende godt for en musiker, der er gået til filmen, men den endimensionelle skurkerolle er nok heller ikke den største udfordring.

En lille bonus findes i form af western-skuespilleren Sam Shepard, der kort optræder i rollen som tidligere bankrøver og pigernes mentor Bill Buck. Shepard vandt for nyligt megen ros for sin hovedrolle i Wim Wenders Dont Come Knocking. Denne og The Proposition med manuskript af Nick Cave er dog meget bedre bud på aktuelle westerns.

Bandidas er for pussenusset til at fungere som actionfilm, og hovedrollerne er for flade til at være interessante nok til komedie. Alt i alt en uelegant og flad film, der ikke efterlader meget mere end en følelse af hvad skulle det til for? når man tænker tilbage på scenerne.


Foto: Nordisk Film

DVD-anmelderens kommentarer:

Det kan være svært at finde noget at tilføje til en anmeldelse, der i den grad deler tæsk ud, så lad mig spagt starte med at pippe et hørt!. Bandidas er nemlig på alle leder og kanter en møgdårlig film. Det kan diskuteres, om vi skal helt ned på én stjerne, men det er hævet over enhver tvivl, at de to yndige skuespilleres CV nok havde været bedre foruden. Selv hvis man er den type, der elsker at se mennesker, der ubesværet fører samtaler med deres heste, eller kan lide at se fedladne bøller få ting i hovedet og i skridtet, skal man have indtaget mange opkvikkende medikamenter for at finde morskab i filmen. Filmen er tåbelig, fornærmende, overdreven, klichefyldt, pinlig, ulogisk og en hel masse andre lidet attråværdige tillægsord.

Lyd & Billede

Lyden og billedet er, som man kan forvente af en Hollywood-blockbuster, så her er der ikke meget at kritisere.

Lydformat: DTS og Dolby Digital 5.1
Billedformat: 16:9


Foto: Nordisk Film

Ekstramateriale

Man må rose ekstramaterialet for at komplementere filmen godt – det er nemlig fantastisk elendigt. Vi bliver spist af med en af de sædvanlige bag om filmen-tidsrøvere, der skamløst roser filmen til skyerne. En tragikomisk scene viser premieren i Frankrig, hvor de to hovedrolleindehavere bagefter modtager stående applaus for makværket. Derudover er den lille featurette usædvanligt rodet og usammenhængende, og så er den ikke tekstet, hverken til dansk eller engelsk. Det er i sig selv en uskik, og det bliver ikke bedre af, at intervieweren i featuretten taler fransk! Suk … Maria (Penèlope Cruz) og Sara (Salma Hayek) er to meget forskellige mexicanske piger. Den ene er datter af den lokale rigmand, og har tilbragt sine pigeår på de fineste skoler i Europa, mens den anden er et lokalt brushoved. Da begge deres fædre bliver ofre for den samme hensynsløse amerikanske flok banditter, må de to piger dog finde fælles grund og arbejde sammen. Banditterne arbejder nemlig for en stor amerikansk virksomhed, og pigerne beslutter sig for at blive rigtige Bandidas og i fællesskab røve det onde firmas mexicanske banker.