Instruktøren Debbie Isitt har slået kløerne i en up-and-very-much-coming satirisk genre, der giver sig ud for at være dokumentarisk, selvom den er fiktion hele vejen igennem. Og Confetti er både sjov og satirisk ? men desværre svigter den også sine karakterer i en nedladende hovedrysten af deres udskejelser.

Konkurrencen om årets mest originale bryllup står mellem tre vidt forskellige par, der dog deler lysten til at lade deres livs største dag dominere af en ekstrem gimmick: Matt og Sam drømmer om et musicalbryllup inklusive dansende og syngende brudepiger og -drenge. Det konkurrencefanatiske, tennisspillende yuppiepar, Josef og Isabelle, drømmer om det komplette tennisbryllup på en nyslået grøn bane inklusive dommer og boldpiger og -drenge. Sidst, men ikke mindst, er der naturisterne Michael og Joanna, der drømmer om det tekstilfrie bryllup. Magasinets redaktør, Vivien, kan til nød gå med til at lade musicalparret komme på forsiden, hvis Sam altså lærer at synge rent.

For det vil da være helt ude i hampen at lade naturisterne vinde? en forside med et nøgent brudepar? Fuldstændigt utænkeligt, og bare fordi de er naturister, behøver de vel heller ikke blive gift nøgne? vel?
Confetti skriver sig ind i mockumentary-genren, der bliver mere og mere udbredt. Selve begrebet er en sammenskrivning af mock og documentary og oversættes bedst som en slags drillende dokumentar. Mest kendt herhjemme er mockumentaries som This is Spinal Tap og Borat eller tv-serier som Angora-drengenes Team Easy On og The Office. Enten kan du lide og forstå humoren i en mockumentary, eller også kan du ikke. Og hvis du sætter dig ned for at se Confetti uden at forstå eller acceptere filmens præmisser, er du lost og slet ikke med på konceptet.

Men selv hvis du kan lide og forstå genren, er der dele af filmen, der skurrer ubehageligt. Genren byder normalt på gakket satire og spidsfindig komik, men Confetti portrætterer uendeligt irriterende stereotyper og formår derfor i stedet at blive nedladende over for sine egne karakterer ? ikke et særligt charmerende eller komisk træk ved filmen. Filmens sjoveste personer, de to bøssede bryllupsplanlæggere, Archie og Gregory, er desværre heller ingen undtagelse: hvordan forestiller du dig ellers den generelle fordom om den mandlige bryllupsarrangør, hvis ikke det er som en fimset 40-something med ekstremt løse håndled?

De medvirkende er blandt nogle af Englands største komikere, hvilket måske ikke siger det danske publikum ret meget, men hvis man har en forkærlighed for britisk satire, kender man måske ansigter fra for eksempel The Office, der er at finde på de danske tv-kanaler. Og filmen har da også gode elementer at byde på. Al dialog er improviseret frem, hvilket giver filmen det autentiske præg, der får den til at falde naturligt ind i den drillende dokumentargenre, og skuespillerne leverer gode præstationer. Men improvisationen betyder også, at de sjove øjeblikke forlader sig på de fysiske træk, som f.eks. naturisternes bizarre oplevelser på grund af deres nøgenhed ? som da Michael smider tøjet foran Confettis redaktør. Improvisationen har således ikke frembragt unikke oneliners og er måske i virkeligheden den skyldige bag de stereotype karakterfremstillinger. Men du skal da se filmen, hvis du vil opleve et komisk eksperiment? du skal bare ikke forvente at ligge flad af grin, overraskelse eller benovelse.

Billeder: © 2001 Twentieth Century Fox Bryllupsmagasinet Confetti udskriver en konkurrence om året mest originale bryllup. Førstepræmien er en billedserie i bladet og et hus til fem millioner. Tre par deltager i konkurrencen, og de har hver deres ekstreme gimmick, der skal gøre dem til vinderne af konkurrencen med hjælp fra to bryllupsplanlæggere. Men så let og ligetil går det selvfølgelig ikke.