Robert Johnson (1911-1938) er en legende i amerikansk blues musik, og han er blevet noget af en myte i rockhistorien overhovedet. Den sorte guitarist fra Mississippi fortalte vidt og bredt, at han solgte sin sjæl til djævlen ved the crossroads til gengæld for et unikt guitartalent. Hans kun 41 sange har inspireret så prominente kunstnere som Bob Dylan, The Rolling Stones, Jimi Hendrix, Eric Clapton, Neil Young helt frem til The White Stripes. Et gentagent spørgsmål er, hvorvidt der stadig eksisterer uopdagede Johnson-sange, og det er bl.a. denne gåde, der ligger til grunds for Walter Hills Crossroads, en ikke helt typisk Hill-produktion, der er klemt inde mellem andre mere typiske Hill-film som 48 Timer og Red Heat.

En af den tids aller-hotteste stjerner, den evigt unge Ralph Macchio skruer endnu engang charmen på i en rolle der faktisk, der ikke ligger så langt fra hans mest kendte, nemlig Karate Kid. Ligesom den film er Crossroads en dannelseshistorie om en ung mand, der med hjælp fra en gammel læremester når sine drømmes mål og bliver en del klogere på vejen. Når man lige er kommet sig over den gennemtrængende 80er-stemning (frisurer, tøj, osv), glider historien ubesværet ned. Den er langt fra beskidt og rå nok til at passe til Robert Johnsons musik ? som sådan er målgruppen mere et ungt publikum. Men samspillet mellem Macchio og den gamle Willie (spillet sympatisk af Joe Seneca) er lige i øjet, og de to snart tre oplever nok på deres tur til the crossroads til at holde stemningen fanget.

Filmens afsluttende guitarduel er for længst blevet kult, og den holder i den grad stadig i dag. Her ligger Steve Vai grund for en heftig gang luftguitar i stuen. Som altid hos Walter Hill er det Ry Cooder, der står for musikken, og det er i sidste ende den, der bærer Crossroads. Det lykkes ret godt at sætte billeder på mødet med djævlen ved the crossroads. Rigtig farligt bliver det aldrig, men det er en både hyggelig og charmerende film, der sagtens kan ses her 22 år efter den kom til verden.

Lyd & billede
Både lyd- og billedsiden bærer præg af filmens alder. Billedet er lidt grumset, og lyden er god gammeldags stereo, men når nu det handler om gammel bluesmusik, så er det egentlig meget passende.

Lyd: Dolby Stereo
Billede: 1.85 ? 16:9 anamorphic widescreen

Ekstramateriale
Intet. Den talentfulde unge guitarist Eugene Martone (Ralph Macchio) er besat af at løse mysteriet bag bluesmusikken, så han opsøger den mesterlige, men kværulantiske mundharmonikaspiller Willie Brown (Joe Seneca) og får ham ud af plejehjemmet. Det umage par tager ranslen på nakken og rejser fra New York til Mississippi, mens Eugene søger efter berømmelse, og Willie forsøger
at slippe ud af den pagt, han i sin tid indgik med djævelen. På vejen bliver Eugene forelsket i den sexede gadepige Frances (Jami Gertz). Filmen, som er rig på Delta Blues og inciterende rock, følger Eugene og Willie på deres spændende odysse, der fører til et dramatisk klimaks ved the crossroads…