Den sidste dag på jobbet har på film altid være svær at komme igennem. Morgan Freeman måtte som Detective Somerset i Se7en stå ansigt til ansigt med en seriemorder, og Jack Nicholson sad i About Schmidt blot og ventede passivt på intetheden. Det går heller ikke stille for sig i Den Som Frygter Ulven, hvor en række tilsyneladende urelaterede forbrydelser finder sted. Der viser sig naturligvis at være en sammenhæng, og jeg afslører kun lidt af filmen ved at fortælle, at den undslupne patient og den kidnappede kunde i banken er en og samme person. Flere af historiens twist er ret lette at forudse, og historien har også sine små og store huller. Heldigvis så tilføjer Kristoffer Joner i en glimrende præstation som psykisksyg patient filmen en uforudsigelighed, der i høj grad er med til at bevare spændingsmomentet hele vejen til slutningen.

Pic

Man sidder måske ubevist, og søger efter ligheder med Lars Boms rolle i Strisser på Samsø, men det er næsten påfaldende, hvor mange sammenfald der er. I begge tilfælde er han en udefrakommende, der skal håndhæve loven i et ellers fredeligt lokal samfund. Han har ligeledes i begge film problemer på hjemmefronten, men finder en kæreste blandt hans arbejdskollegaer. Filmen forsøger at tilføje hans karakter mere dybde ved i flashbacks at behandle savnet af hans søn, der er flyttet bort sammen med hans moder, men denne del af historien kommer aldrig til at spille nogle rolle for det overordnede plot, og bliver derfor ikke rigtig interessant.

Pic

Den smukke norske natur giver filmen en utrolig flot visuel baggrund at udspille sig på, og det udnytter den flot. Filmens første halvdel er som spændingsfilm ganske vellykket, uden den dog rammer samme nerve, som mange svenske krimier besidder. Derefter indtræffer en række begivenheder, der ikke hænger specielt godt sammen, og virker noget forstyrrende for helhedsindtrykket af filmen. Først vender Lars Boms karakter tilbage til et gerningssted, hvor han med slukket lys ligger og roder rundt på gulvet, da en mistænkt person dukker op. Han bliver slået ned, men hans nye kæreste dukker i stedet meget belejligt op, og får ham hjulpet hjem. En lovende start ender således med en lidt flad landing, og filmens potentiale bliver aldrig rigtigt forløst.

Pic

Lyd & Billede
Billedet tager sig overordnet fint ud, men det er skæmmet af nogle transfer-fejl, der giver sig udslag i små hvide glimt specielt i starten og slutningen af filmen. På plussiden tæller DTS-lydsporet, der har der en god dybe, og løfter udgivelsen til en middelkarakter.

Lyd: DTS 5.1, Dolby Digital 5.1 og Dolby Digital 2.0
Billede: Anamorphic widescreen 16:9 (1.85:1)

Pic

Ekstramateriale
Der er ikke blevet plads til meget ekstramateriale på DVDen. 3½ minutters slettede scener, et par tv-spots og en teaser trailer er alt, hvad der er at komme efter. De slettede scener er desuden kun forlængede versioner af scener fra filmen, og tilføjer ikke meget nyt.

Konklusion
Dem, der mener, at Norge halter bagefter Danmark og Sverige på filmfronten, vil næppe skifte mening efter at havde set Den Som Frygter Ulven, om end filmen har sine øjeblikke. Ekstramaterialet er beskedent, og billedtransferet lever ikke op til vanlig standard for DVD-udgivelser.
Det er sidste arbejdsdag for betjent Karsten Skov (Lars Bom), der er blevet forladt af sit barn og kæreste, og derfor har sagt sig job hos det norske politi op for at vende hjem til Danmark. Der bliver imidlertid ingen tid til en stille afsked med jobbet, da der samme dag finder et bankrøveri sted, og en af kunderne bliver taget som gidsel. Samtidig findes en ældre kvinde brutalt myrdet i en skov, og alt peger i retning af en undsluppen patient fra en forvaringsanstalt for kriminelle psykopater.