Richard Gere (ham milliardæren som købte sig til kærlighed) er tilbage i storform i dette på den ene side hæsblæsende og den anden side underspillede drama, som gemmer de obligatoriske moralprædikener under gulvtæppet og lader publikum ride med på bølgen af løgne og begær. Dvs. lige indtil de psykologiske påvirkninger og sociale omkostninger viser deres grimme ansigt. I en underholdende ramme, leverer En Sand Løgn en gribende og medrivende fortælling der både lokker og forarger.


Lasse Hallström (instruktør) formår at udnytte de fire primærskuespilleres evner i en charmerende og farlig cocktail af kontraster, hvor alle karaktererne får mulighed for af udfolde sig med afsæt i hver deres diskurs. Således støder menneskelige målsætninger, bagtanker, venskaber, ægteskaber, partnerskaber og meget mere konstant sammen i konfliktfyldte klimakser og vendepunkter.

Men kontrasterne mellem karaktererne er ligeså meget med til at forme venskaberne og sammenholdet, som det splitter dem. Det er netop det dynamiske forhold mellem Clifford Irving (Gere) og hans bedste ven og kompagnon Dick Suskind (Molina), som danner grundlaget for flere af filmens allerbedste scener; fra sjove, improviserede løsningsmodeller opfundet i fællesskab mellem de to venner (som reaktion på de eskalerende problematikker i handlingsforløbet) til hvileløse og anspændte sammenstød mellem dem.


Ganske uden at man venter det, formår Hallström at lette sløret for en fortælling som ikke blot forsøger at være underholdende og forførende, men som samtidig ønsker at reflektere over de sociale og psykologiske bivirkninger forbundet med at leve i, med og på konstante løgne. Med subtil nuance afslører En Sand Løgn langsomt det forsmåede men komplekse intellekt hos den aspirerende forfatter (Irving), som i sandhedens time ikke kan skelne løgn fra, ja, sandhed.

Desværre vedligeholder filmen ikke udgangspunktets medrivende momentum over hele fortællingen fordi historien i virkeligheden ikke bygger på så omfangsrigt et indhold. Man får i ny og næ oplevelsen af, at filmen måske burde have været bare et kvarter kortere, så nogle af de mere indholdsfattige eller fortællemæssigt uinspirerende sekvenser kunne været blevet kortet ned.


Selvom En Sand Løgn altså kunne have vedligeholdt sit eget tempo bedre, hvis Hallström havde dræbt et par darlings, tilbyder filmen stadig en hel del. Balancen mellem et ganske udmærket underholdningsniveau og en (heldigvis) indsigtsfuldt socialpsykologisk perspektivering, giver både karaktererne og historien fortrinlig dynamik. Fire store klaptræer herfra.

Lyd og billede
Billedformat: 16:9 Anamorphic (1.77:1)
Lyd: Dolby Digital 5.1
Lyd og billede er som filmen ganske udmærket, men ikke revolutionerende på nogen måde. Hollywood-niveauet som vi kender det.

Ekstramateriale
Der er intet ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Noget man nok kunne forvente, men alligevel ærgerligt. En sand løgn er baseret på den virkelige historie om et af det 20. århundredes største litterære bedrag. Forfatteren Clifford Irving (Richard Gere) har i starten af 1970erne held til, at sælge sin falske biografi om den excentriske milliardær Howard Huges (The Aviator) til et af USA?s mest ansete forlag. Den annoncerede bog skaber en sand mediestorm og efterhånden som forventningerne til bogen stiger øges presset tilsvarende på forfatteren, som må i gang med en forfalskning. Det er svenske Lasse Hallström, som har instrueret filmen og foruden Richard Gere medvirker også Marcia Gay Harden, Hope Davis, Julie Delpy og Stanley Tucci.