Mickey Rourke har efterhånden rundet de 50 år, og det er ikke så lidt den garvede fyr har været udsat for i løbet af sin karriere. I begyndelsen af 80’erne blev han udråbt til et af sin generations største talenter, og med flotte præstationer i bl.a. Barry Levinsons "Diner" i 1982 og Barbet Schroeders "Barfly" i 1987, var de store ord om ham meget velvalgte. Men det gik ikke som mange forudså, for i løbet af 90’erne gik Rourkes karriere i stå. Der var langt mellem de virkelig gode roller, og problemer i privatlivet betød en masse negativ presse for Rourke.
I de senere år har Rourke så fået lidt af et comeback, med roller i bl.a. Robert Rodriguez-filmene "Once Upon a Time in Mexico" og "Sin City", og også Darren Aronofskys kommende "The Wrestler", som vandt Guldløven på Venedig Film Festival, har fået flere anmeldere til at stå i kø med store ord om Rourke igen.

Nu har danske On Air Video valgt at udsende den 20 år gamle boksefilm "Homeboy" på DVD under filmens originale titel, og desværre ikke med den meget sigende og typisk friske VHS-titel "For fuld tælling", hvilket den hed i Danmark i de gode gamle VHS-dage. Hvad præcis der ligger til baggrund for denne udgivelse må stå hen i det uvisse, men lur mig om det ikke har meget at gøre med det comeback Mickey Rourke er midt i.
Men hvad med filmen? Jo, den er desværre ikke nogen uddelt fornøjelse at være vidne til, men alligevel undrer man sig lidt over, at instruktør Michael Seresin aldrig har instrueret en film igen, men i stedet har holdt sig til filmfotograferingen, hvilket også var hans fag før han instruerede denne film. For selvom filmen har sine mangler, så er det også en film der på fin vis formår, at fortælle en historie om en mand der er nede, men prøver at komme op igen. At der så er så mange film der gør dette langt bedre, gør "Homeboy" til en meget forglemmelig oplevelse.
Rourke spiller Johnny Walker, en moderne cowboy som rejser rundt og tjener penge på det han er bedst til – at bokse. Det er ikke altid nemt at være på farten, og da han ankommer til en ny by, bliver han involveret med den kriminelle promotor Wesley og forelsker sig i en kvinde, som han gerne vil hjælpe økonomisk. Men hver gang Johnny bokser, er det med livet som indsats, da hans hoved er hårdt medtaget efter mange år i ringen.

Rollen som bokser er ikke noget der burde være fremmed for Mickey Rourke, for han begyndte netop at bokse i en meget tidlig alder, og har da også selv været med til at skrive manuskriptet til denne film. Boksescenerne er meget vigtige i en film med dette som tema, men desværre falder disse scener til jorden med en voldsom knock-out. De er simpelthen ikke overbevisende lavet, og det er en skam, da Mickey Rourke på dette tidspunkt selv havde været og var en del af sporten, både som amatør og senere faktisk også som professional. Det burde have givet anledning til nogle mere vellykkede scener, og det kan kun falde tilbage på instruktionen og iscenesættelsen af filmen, at det ikke lykkes.
"Homeboy" er ikke uden kvaliteter, men den har især det problem, at den ikke formår, at fortælle sin historie på en særlig involverende måde. Men især Mickey Rourkes stilfærdige præstation gør dog filmen værd at se.

Billede, lyd og ekstramateriale
On Air Video giver os her et full-screen billede, som ikke gør sig specielt godt bemærket. Det er til tider for grumset og mangler en stor del af tiden skarphed. Lydsiden er heller ikke alt for levende, og stereosporet formår ikke at opnå nogen stor effekt. DVD’en indholder intet ekstramateriale.

Filminformation
Original titel: Homeboy
Instruktør: Michael Seresin
Medvirkende: Mickey Rourke, Christopher Walken, Debra Feuer, Jon Polito m.fl.
Produktionsår: 1988
Længde: 110 minutter
Premiere (DVD): 15-10-2008
Distributør: On Air Video