Last Exit er noget så sjældent som en dansk film, der er lavet uden støtte fra Det Danske Filminstitut. Budgettet er minimalt (sølle 10.000 kr!) og finansieringen er kommet fra sponsorer samt egen lomme. Vi har med andre ord at gøre med en ildsjæl, der har lagt blod, sved og tårer i sit projekt. Det må siges at være et friskt initiativ, som man kun kan tage hatten af for. Filmens næsten ikke-eksisterende budget kan dog mærkes over hele linjen, og det kræver da også lige en vis tilvænning at sætte sig ind i det lidt amatøragtige look. Åbningsscenen lægger stilen fast. Her bliver filmet med håndholdt kamera, vinklerne er skæve, der bliver klippet hektisk, musikken banker løs, og resultatet er en både euforiserende og kvalmende stemning, der uden tvivl er tiltænkt.

Det er meget svært ikke at drage paralleller til Nicolas Winding Refns Pusher og især Bleeder. Både det dystre miljø og den basale historie er de samme. Vi har at gøre med den klassiske Taxi Driver-fortælling om en desillusioneret mand, der lige så langsomt imploderer og river alt og alle med sig i faldet. Og rent stilistisk lægger Last Exit sig også tæt op ad Refns barske film. Der er også ekkoer af Sam Peckinpah, Tarantino og den ubehagelige slutning bringer tankerne hen på Miike Takashi. Instruktør David Bourke er tydeligvis legesyg, men desværre spænder hans mange ambitioner lidt ben for resultatet. Der bliver eksperimenteret med kameravinkler og klippet frenetisk, og det er selvfølgelig meningen, at den fragmenterede stemning skal afspejle Nigels sindstilstand, men på mig virker det bare lidt trættende. Der er desuden mange dvælende episoder, der næsten sætter filmen i stå, så det kræver altså indlevelse at hænge på.

Den største anke mod filmen herfra er dog den uheldige blanding af danske skuespillere der taler engelsk med svingende held. Det virker rent ud sagt amatøragtigt, og det er muligt, at det udenlandske publikum ikke bider mærke i det, men det skurer fælt i ørene på mig. Kan man se ud over sproget, gør skuespillerne det dog generelt godt. Især Morten Vogelius gør indtryk som manden, der går i sort. Og beskrivelsen af Nigel og Marias trøstesløse ægteskab er ramt lige på kornet. I det hele taget er den klaustrofobiske stemning yderst effektiv, og man forstår næsten Nigels reaktion. Så på trods af mine indvendinger, er det dog tydeligt for enhver, at David Bourke viser et enormt potentiale. Det skal blive spændende at følge hans fortsatte karriere på den danske independent-scene. Og hvem ved, hvad det kan blive til med et stort budget i ryggen?

Billede og lyd

Det håndholdte kamera og de mange nattescener gør det til en mildest talt mudret oplevelse, men der er intet at udsætte på overførslen. Til gengæld halter lydsiden lidt: soundtracket er underligt malplaceret og placeret alt for langt fremme i lydbilledet i forhold til dialogen.

Billede: 4:3 FullScreen 1.33:1

Lyd: Dolby Digital 2.0

Ekstramateriale

I betragtning af, hvor skrabet budgettet har været, er det flot med så meget ekstramateriale, selvom det ikke er det mest ophidsende af slagsen.

? Skabelsen af Last Exit (19 min): Et uklippet og rodet kig bag kameraet. Her er ingen kommentering, så det bliver hurtigt kedeligt i længden.
? Trailers (10 min)
? 6 Slettede scener (10 min)
? Interview med Gry Bay (9 minutter): Skruer man meget højt op, kan man høre Gry Bay fortælle om sin rolle, sine tanker om manuskriptet og den til tider kaotiske hverdag på settet. Taberen Nigel (Morten Vogelius) bor i København med sin kone Maria (Jette Phillipsen). Der er ikke den store kærlighed i forholdet. Til gengæld er der masser af stoffer. Nigel skylder penge til højre og venstre og tager derfor småjobs for en forbryderboss, der går under navnet Præsidenten (Peter Ottesen). Luderen Tanya (Gry Bay) arbejder også for ham, og hende forelsker Nigel sig hovedkulds i. Inden længe bliver det hele mere end Nigel kan overskue. Maria har lugtet lunten, Tanya lokker mere og mere, og stadig skal der betales penge til tiden. Da Maria bekendtgør, at hun er gravid, slår det klik for Nigel…