Den nu 72-årige Robert Redford har aldrig lagt skjul på sin politiske overbevisning, og hans stemme har ofte blandet sig i den offentlige debat. Han tilhører altså den del af Hollywood, der ud over at underholde også insisterer på alvor engang imellem. Og det er så sandelig tilfældet med Lions for Lambs, Redfords 7. film i instruktørstolen, og vel nok hans mest indignerede og højaktuelle film til dato. Titlen refererer til en tysk generals udtalelse om de britiske styrker under 1. Verdenskrig: Aldrig før har jeg set sådanne løver ledet af sådanne lam. I filmen uddyber Redfords professor-karakter citatet yderligere og afleverer en svada til den nuværende Bush-administration, der beskrives som den mest inkompetente i nationens historie. Ikke så mærkeligt, at krigen mod terror går ad helvede til, når modige og patriotiske soldater ledes af idioter.

Der bliver talt meget i Lions for Lambs, rigtig meget og for meget. Dialogerne virker alt for konstruerede, hvilket giver filmen en akut mangel på liv. Synderen her er selvfølgelig manuskriptforfatteren Matthew Michael Carnahan, der også skrev den relaterede men mere actionprægede The Kingdom. Her er der dog ikke nok action til at distrahere den konstruerede dialog, der virkelig kunne have brugt en gang førstehjælp, f.eks. fra nogle af de eminente forfattere på West Wing-serien. Læg hertil at både Tom Cruise og Meryl Streep virker fejlcastede, og så har vi pludselig at gøre med en film, der næsten er død ved ankomsten. Så galt går det dog ikke, men det er især scenerne mellem Cruise?s sleske politiker (der burde være spillet af en med mere pondus) og Streeps erfarne journalist (der bliver portrætteret som alt for usikker), at filmen halter. Bedre er kemien mellem Redford og den studerende, selvom dialogen her også er alt for didaktisk og formynderisk.

Filmens helt store problem er simpelthen, at den skærer alt ud i pap. Intet bliver overladt til seerens fantasi eller intelligens. Ideen med at smelte de tre historier tematisk sammen fungerer kun på tegnebrættet. Selvfølgelig er der en stor kontrast fra senatorens sikre lyse kontor, hvor han bare snakker om soldaternes mission og så til Afghanistans sneklædte bjerge, hvor de to soldater ligger blødende. Men bare fordi kontrasten er der og skal understrege en af filmens pointer, betyder det ikke, at det fungerer. Det er blot endnu en ting, der føles alt for konstrueret. Det er en skam at se så gode kræfter og hensigter ende i en så tam film. Som kronik eller artikel ville stoffet måske have fungeret, men som en spillefilm mangler Lions for Lambs for meget af det basale til at fungere, desværre.

Billede & lyd
Dolby Digital 5.1 Engelsk
2.40:1, 16:9

Ekstramateriale
? Coveret lover et kommentarspor med Robert Redford, men det er ingen steder at finde. Det kræver da vist en forklaring!
? On the Front Lines: The Making of Lions for Lambs: En interessant feature, hvor både filmens nøglepersoner giver deres besyv med, og vi får et kig på både design, musik, manuiskript, osv.
? Weaving the Thread: Writer/Story/Script: En kort feature, hvor manusriptforfatteren giver sin udlægning og bliver rost (ufortjent) af alle de andre.
? A Studio Reborn: UA: Én lang reklame for United Artists, men det er nu helt nostalgisk at se de mange klip, fra Chaplin og frem til i dag.
? 2 trailere Den seneste film om USAs rolle i Mellemøsten kaster et kritisk blik på mediernes rolle, uddannelse, politik og ungdom i Amerika. Det højaktuelle drama handler om at tage ansvar, om at have en holdning til omverden, om at turde gøre en forskel og om at rette op på fejltagelser. Filmen følger en vifte af personer, der hver især er fanget i forskellige ender af krigen i Afghanistan. En politiker (Tom Cruise) forsøger at udlægge den seneste vidtgående strategi til en TV journalist (Meryl Streep). En idealistisk professor (Robert Redford) forsøger at overbevise en af sine mest lovende studerende (Andrew Garfield) om, at han skal ændre sit liv og kæmpe for det, han tror på. To unge mænd (Derek Luke og Michael Peña) har valgt at gå ind i USA?s hær og kæmpe i Afghanistans snedækkede bjerge, fordi de ønsker at gøre en forskel og skride til handling.