Ideen med at en tv-komiker kunne gå hen og blive præsident er god og i høj grad relevant. Herhjemme har vi allerede haft Jacob Haugaard i Folketinget, og USA har en efterhånden lang tradition for skuespillere, der bliver toppolitikere, fra Præsident Reagan og til Governator Schwarzenegger. Og i forrige uge erklærede Stephen Colbert, en af USAs førende tv-komikere, at han stiller op til præsidentvalget?godt nok ment som en joke. Alligevel viser en meningsmåling, at 13% af amerikanerne ville stemme på ham. Det er derfor et oplagt emne instruktør Barry Levinson har sat sig for at undersøge. Den politiske satire er ikke ukendt for Levinson. Hans Wag the Dog (1997) var en ferm en af slagsen, der blot har vist sig mere aktuel med årene. Men Levinson er en ekstremt ujævn instruktør, hvis CV udover perler som Rain Man og Bugsy også tæller deciderede makværker som Toys og Envy. Ligesom de fleste af hans film placerer Man of the Year sig et sted midt imellem yderpunkterne.

Filmens klare styrke er først og fremmest skuespillerne, der er med til at køre den noget overlæssede historie i land. I hovedrollen er Williams tilpas neddæmpet til at man kan holde ham ud. Dog er der det store troværdighedsproblem, at de mange jokes han fyrer af ikke er ret sjove. Men ellers er der fyldt godt på med kompetente biroller, og det er godt for en gangs skyld at se Christopher Walken bruge sit talent på andet end fjollede roller. Jeff Goldblums rolle er lovligt lille, men til gengæld gør Laura Linney gør det rigtig godt som paranoid computerekspert. Desværre bliver hendes del af historien simpelthen for meget, og hvad der starter som en komedie bliver i stedet til en slags thriller, der dog må forsøge at finde sig til rette i komediens rammer. Og det går altså ikke.

Det store problem med Man of the Year er altså en tydelig stilforvirring. Begge dele bliver egentlig udmærket udført, men det fungerer ikke at flette de to sammen. Og i takt med at dette alligevel bliver gjort og spændingskurven således stiger, bliver filmen paradoksalt nok mere og mere uinteressant, fordi den mister sit egentlige fokus. De to historier gør også filmen lovlig lang, men heldigvis bæres filmen frem af den slags energi, der næsten naturligt opstår i denne type film om politiske kampagner, hvor persongalleriet er stort og alle konstant er i bevægelse. Det den så til gengæld mangler er det bid, der skal gøre en politisk satire vellykket. Her er Levinson alt for slap, og manuskriptet kunne i det hele taget godt have trængt til et par gennemskrivninger mere.

Det er altså ikke en vellykket film Levinson har signeret denne gang. Men på trods af alle forbeholdene, så var jeg egentlig ok underholdt, uden at jeg på noget tidspunkt var ved at falde ned af stolen af hverken grin eller spænding. En middel karakter til en middel film, der kunne have været meget bedre.

Billede og lyd
Billede: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1 (Engelsk, spansk, tysk)

Ekstramateriale
Her er absolut intet at komme efter, desværre. Den populære tv-komiker Tom Dobbs (Robin Williams) har travlt med at gøre grin med det kommende præsidentvalgs kandidater. Men da en fra publikum råber, at Dobbs skal melde sig som kandidat, griber han chancen, mest for at gøre godt og grundigt nar af det show, der bliver stablet på benene, når amerikanerne skal vælge deres præsident. Og det usandsynlige sker: han vinder valget. En sidehistorie følger computerprogrammøren Eleanor Green (Laura Linney), hvis firma Delacroy står bag et nyt banebrydende system, der skal gøre afstemningen sikker. Men da Eleanor opdager, at Dobbs? overraskende sejr skyldes en fejl i computersystemet, vil firmaet gøre alt for at holde hende tavs. Samtidig beslutter Eleanor sig for at opsøge Tom Dobbs og fortælle ham sandheden.