Fænomenet Nynne begyndte som en dagbogs-klumme i Politiken i 1999. Lige fra starten var det tydeligt, at stilen var stærkt inspireret af den populære chick-lit genre, og især Helen Fieldings bøger om Bridget Jones. Den danske variant var dog tilpas vellykket til at det ikke smagte for meget af kopi. Historierne var velskrevne og vigtigst af alt sjove. Klummerne kom siden hen i bogform (i alt 3 styk), og i 2005 tog Nynne så det tilsyneladende uundgåelige spring til filmen med Jonas Elmer bag kameraet. Mille Dinesen spillede den forvirrede single-kvinde midt i 30erne, og det gjorde hun egentligt meget godt, selvom hun, hvis ret skal være ret, er lidt for pæn og slank til rollen. Filmen var ikke videre vellykket, men folk strømmede til, og gjorde den til den mest sete danske film det år.

Springet fra film til tv-serie affødte en del kontroverser, da Nynnes forfattere kun mente de havde solgt rettigheder til en film og ikke en serie. Retssagerne fortsatte lige op til ugen før tv-premieren og endte i et kompromis, der betyder, at der ikke kommer flere afsnit i serien. Og godt det samme, vil jeg tilføje, for det er mildt sagt et noget ujævnt produkt TV3 har bakset sammen. Ligesom det var tilfældet med filmen hiver tv-serien Nynne ned på et plan hvor alle kan være med. I modsætning til bøgerne ender det i noget, der ligner folkekomedie i, og det sælger jo billetter, som alle ved, men til gengæld er det raffinement, der prægede bøgerne så godt som forsvundet her. Mille Dinesen spiller igen den altdominerende hovedrolle, og igen er hun udmærket i rollen. Hun formår for det meste at balancere på kanten mellem på den ene side at være kikset og vulgær og så på den anden side at overspille. Overspil er der så til gengæld rigeligt af hos mange af de andre ellers kompetente skuespillere.

Især de to kollega-venninder Anne og Merete bliver meget hurtigt meget trælse at være i selskab med. Og ?den seriøse journalist? Kjeld ville have passet bedre ind i en dansk 80?er serie som ?En stor familie?. En del af problemet ligger i det svage og idéfattige manuskript, der på trods af en skattekiste af potentielle guldkorn aldrig formår at byde på andet end forviklinger og pinlige situationer, der bliver åh så trættende i længden. Man kan sagtens se, at der er potentiel humor i mange af scenerne, men den bliver alt for sjældent forløst. Ikke sagt, at enkelte scener ikke er morsomme, for det er de da, men der er slet ikke nok til at bære en hel serie. Men det er nu ikke kun manuskriptet, der skal have skylden. Instruktionen kunne også have været bedre. De to første afsnit er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og det kan ses. De sidste to står Giacomo Campeotto for. Han startede karrieren med TV3s soap ?Hvide Løgne?, og der er ikke sket meget med hans personkarakteristik siden.

Med fare for at få seriens mange fans på nakken, så kan jeg ikke se de store kvaliteter i serien. Kunne man lide filmen, vil man uden tvivl også få sig et grin over serien, men er man fan af de oprindelige bøger, tror jeg ikke, der er meget at komme efter her.

Billede og lyd

For en dansk tv-serie er der ikke det store at udsætte på hverken billede- eller lydside. Det hele er meget hverdagsagtigt uden de store armbevægelser, og lydsporet er hovedsageligt dialogdrevet.

Billede: 16:9 Anamorphic Widescreen 1.85:1

Lyd: Dolby Digital 5.1

Ekstramateriale

En sølle omgang, der er hurtigt overstået:
? Tre et halvt minuts ligegyldige fraklip
? Trailers for episode 5, 6 og 7.
Episode 1: ?Happy Birthday?: Nynne fylder 35 år, og mor dukker op med rundstykker og et stk. sponsorbarn. Der er dømt krise, indtil intellektuel lækker svensk forfatter er åben for spontan-date.

Episode 2: ?Mennesket Nynne?: Nynne beslutter sig for at finde sine ægte værdier og ligner en, der er kommet til skade i en genbrugsbutik, da manden i hendes liv, i form af ny mandlig kollega, melder sig på banen.

Episode 3: ?2 Kinky Bananas?: Net-dating i researchens navn skaber nye spændende kontakter og ender med cigar, salsa og to kinky bananas, selvom en green og køller er lige ved at komme på tværs.

Episode 4: ?Skyd Papegøjen?: Exit livstils-journalist. Enter dybdeborende reporter. Nynne går benhårdt efter nyrig skattesvindler. Surprise. Charmerende offer vækker bekymrende minder om Sneakers-koncert i 80?erne.