Det er længe siden, at undertegnede har hørt om en canadisk-dansk produceret og instrueret komedie-thriller, og den mystiske sammenkobling af to vidt forskellige lande afspejler allerede ved første øjekast absurditeten i handlingen. Thure Lindhardt slår pjalterne sammen med en række canadiske skuespillere i deres hjemby, Koda Lake, hvor den sorte komik og ikke mindst den grotesk bloddryppende handlingsprovokation slår gnister.

Lars (Lindhardt), en førhen storslået kunster er som så mange under bukket under for krisen af manglende inspiration, og har rejst væk fra Danmark til en af Canadas afsides og ikke mindst roligt isolerede byområder. Målet med rejsen er at få ro og inspiration til at lave flere mesterværker på det malede lærred, men det tager noget tid at falde til under forholdene i byens samfund. Han underviser en række elever i kunstens form, heriblandt Eddie, en stum, forstyrret og barndomstraumatiseret mand, som på grund af familiedødsfald flytter ind hos Lars, indtil byen finder ud af, hvor man skal gøre af ham. I første omgang er det af venlige grunde, men da Lars får øjnene op for, at Eddie under sin mystiske søvngængeri slår dyr og mennesker ihjel, bliver hans inspiration pludselig vækket af disse blodige elementer. Spørgsmålet er, hvor han vil sætte grænsen. Vil han udlevere den mystiske Eddie til politiet for hans mord, eller vil han lade tingene løbe løbsk og på den måde måske opnå at kunne male det ultimative maleri?

Hvis man ikke allerede har fanget, at handlingen er aldeles absurd og provokerende, vil jeg gerne lige understrege det. Filmen er en sygeligt bizar kombination af hverdagselementer og zombie-inspirerede aspekter, som ved første øjekast virker en tand for meget af det gode. På trods af en lidt træg start, hvor spændingen er en mangelvare, skal seeren lige nå at sætte sig ind i handlingen. Filmen kommer hurtigt efter den haltende start og leverer en makaber, underholdende og ikke mindst sortkomisk handling. Jo mere man sættes ind i handlingen og ikke mindst betages af denne mystiske Eddie, jo mere nyder man filmens anderledes og til tider fuldstændigt groteske udseende.

Thure Lindhardt fremfører en flot præsentation som solo-dansker midt i den canadiske stuvning, og hans kemi overfor Eddie-skuespilleren, Dylan Smith, er helt igennem fantastisk. Den mest fascinerende figur i filmen er dog helt klart Eddie selv, som virkelig brænder igennem som stjernepsykopat, uden at vide det selv. Lige så let som man kan finde en form for følelsesmæssig relation til denne traumatiserede mandsperson, jo nemmere er det at blive skræmt af denne transformerede horror-skikkelse under hans natlige roderier med blod, indvolde og afrevne lemmer.

Fortællingen i handlingen handler i bund og grund om Lars’ manglende inspiration, og som en eller anden vampyr suger han livskraften og den nyopståede kunstform ud af folk gennem synet af Eddies massemord. Eddie manipuleres af Lars og dette herlige sortkomiske aspekt på en i forvejen absurd og grotesk film, fungerer faktisk ganske udmærket i praksis. Det er selvfølgelig noget af en smagssag, da mange helt sikkert ikke ville sætte pris på den bizarre opstilling af en kunsters manglende ideer. Men formår man at nyde de tragikomiske elementer, Eddies brillante præstation og ikke mindst den absurde tilgang til hele handlingshistorien, er dette en film, der sætter sine spor hos seeren.

Filmen er spækket med bloddryppende elementer og formår alligevel at holde en komisk og ikke mindst kølig distance til handlingens absurditet, mens skuespillerne får rig mulighed for at boltre sig i de groteske omgivelser. Der er helt sikkert mange, som vil rynke på næsen af denne gore-kombination af drama og indvolde, men undertegnede vil alligevel anbefale filmen til de folk, som elsker sort komik, bloddryppende handlinger og ikke mindst en ironisk distance til de forfærdeligheder, som foregår i den ellers så tilforladelige by.

Eddie – The Sleepwalking Cannibal er ikke til at stå for, og efter en lidt træg start kommer filmen hurtigt efter med en række fantastiske præstationer, blodige elementer og en herlig omgang sort humor. Filmen rækker lige nøjagtig over middelkarakteren, og undgår med få, men mindeværdige blodstænk at blive kategoriseret i B-films genren.

 

Ekstramateriale

Et kort, men interessant indblik bag scenerne, hvor der bliver gået i dybden med, hvorfra ideerne kom og hvordan filmen blev til.