Filmen starter med, at far og søn bryder ind i et flot, stort sommerhus tæt på havet.
Faderen (Kim Bodnia) har bortført sin lille søn, som han har mistet forældreretten til, og nu skal de rigtig hygge sig sammen. Men han har valgt et hus, der hjemsøges af stønnelyde og glimt af en fremmed dreng. Han får mareridt og genoplever noget frygteligt, han gjorde mod sin far, da han var dreng og åbenbart boede i samme hus, der nu er stærkt moderniseret.

Vi har altså to historier, den aktuelle bortførelse og fortidens synd og skyld, og igen af dem fungerer godt. På det realistiske nutidsplan er der mange mærkværdigheder, f.eks. at drengen fanger mange mus i humane musefælder og derpå sender dem til søs, men der er ingen lokkemad i fælderne.
Det er heller ikke ofte, at kassedamen hos købmanden sidder og råber ?kødpølse? til kunderne, uanset om hun tror de er pølsetyskere.

Spøgelseshistorien består i lang tid mest af et subjektivt kamera, der bevæger sig gennem huset, mens der bliver stønnet hult og evt. åbnet en låge ind til skunken. Sidst i filmen får man dog dels en forklaring på fortidens synd, dels lidt mere kontant gys, men igen på en ret kikset måde. Faren er oppe at slås mod fortidens spøgelse, som drengen ikke kan se, men alligevel skyder drengen med sin fars politipistol.
At filmen har mange meget mørke scener, og at man undertiden ikke kan høre, hvad der bliver sagt, fuldender billedet af en lavprisfilm. Den er da også produceret med støtte fra New Danish Screen, som ikke rutter med pengene. Men derfor kunne den jo godt være god, Soap var jo f.eks. sensationelt vellykket trods et minibudget.
Kim Bodnia spiller godt som den nervøse politimand på afveje, og samspillet med den lille Louie (Villads Milthers Fritsche) fungere fint. Stine Fischer Christensen er kassedamen, der siden dukker op og vil bo hos det stærkt efterlyste par, hvad der vel også er lidt ulogisk.

Instruktøren Anders Morgenthaler har også skrevet manuskriptet, dog sammen med Mette Heeno, der ellers nok plejer at kunne skrive replikker.
Ifølge Morgenthaler skulle filmen primært handle om kærlighed mellem far og søn, men der er rodet for meget andet ind i den historie, og det hele ender desværre som noget tøjeri.
To klaptræer bliver det til. Politimanden Simon har bortført sin lille søn og skjuler sig i et lækkert sommerhus, hvor han bliver hjemsøgt af en ugerning, han har begået i sin barndom.