I løbet af de sidste 60 år har Judi Dench medvirket i langt over 100 forskellige film- og tv-produktioner. Hun har været Oscar-nomineret 7 gange og snuppede såmænd én af de eftertragtede statuetter med sig hjem, da hun i 1999 vandt for bedste kvindelige birolle i ”Shakespeare in Love”. Judi Dench – eller skulle jeg sige Dame Judi Dench – er i sandhed en veteran i skuespillerfaget. Hvis nogen kan pynte på et biograflærred eller en tv-skærm, så må det da næsten være hende. I ”En spions bekendelser” gør hun da også et ihærdigt forsøg, men som ordsproget lyder: ”You can’t polish a turd”. Dette er vitterligt umuligt.

Det biografiske drama ”En spions bekendelser” er baseret på den sande historie om KGB’s længst aktive britiske spion, Joan Stanley (Judi Dench). Stanley nyder sin pensionisttilværelse i en idyllisk lille landsby. En dag banker den britiske efterretningstjeneste, MI5, på døren, arresterer hende og begynder en række afhøringer. Joan gemmer nemlig på en helt utrolig hemmelighed: hun har været én af de mest indflydelsesrige spioner i historien. Under afhøringerne bliver Stanley konfronteret med sin fortid og de svære valg hun stod overfor.

Spionfilm er en fin genre at give sig i kast med, hvis man gerne vil lave en spændende film. Denne film benytter sig endda af en ekstraordinært spændende historie fra det virkelige liv, som i andres hænder kunne have resulteret i dette års ”Spionernes bro”. Dette er dog langt fra tilfældet. ”En spions bekendelser” er ellers kompetent nok lavet. Scenografien er ganske udmærket og musikken er også godkendt, om end en smule anonymt. Dench gør hvad hun kan i rollen som Stanley og hun er da også filmens klare højdepunkt, men hun har ikke nær så meget skærmtid, som man skulle tro. Begivenhederne fra fortiden vises nemlig i flashbacks og her har Dench jo ikke noget at gøre.

Undervejs kan man sagtens fornemme, at Stanleys historie fortjener at blive fortalt, men det virker som om, at man har valgt at fokusere på de helt forkerte aspekter af hendes liv. Der bliver bl.a. brugt alt for lang tid på et pladderromantisk forhold hun havde i sin fortid, hvilket er fortalt på klichéfyldt maner. De ting hun bekender i løbet af filmen, lyder fascinerende, men desværre insisterer denne film på at være en langsommelig affære og på at fortælle historien i et så søvndyssende tempo, at selv en stor kop kaffe med masser af koffein næppe vil holde den gængse filmfan vågen og investeret undervejs. Det værste filmen er skyld i er dog at misbruge Dench’s talent på denne måde. ”En spions bekendelser” er en spionfilm fuldstændig drænet for suspens.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i HD 1080p Widescreen (2.39:1). ”En spions bekendelser” ser virkelig godt ud i HD. I nærbillederne er detaljerigdommen slående og billedet har et ganske attraktivt look. Farverne er generelt kølige og nedtonede, men aldrig unaturlige og kontrasten sidder lige i skabet.

Lydformatet er præsenteret i DTS HD – Master Audio. Lydeffekterne – store som små – leveres altid med den helt rette slagkraft, replikkerne er tydelige og filmens musik gengives krystalklart.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”En spions bekendelser” indeholder intet ekstramateriale.

Konklusion

”En spions bekendelser” fortæller en inspirerende historie fra det virkelige liv på uhyre uinspirerende facon. Dench gør hvad hun kan i titelrollen, men kan intet stille op i denne kedsommelige affære. Dette er en spionfilm fuldstændig drænet for suspens. Blu-ray-udgivelsen af filmen ser flot ud i HD og lyder mindst lige så godt. Disken indeholder dog intet ekstramateriale, hvilket ikke ligefrem hjælper til at gøre denne udgave anbefalelsesværdig.

Stjerner
Bruger (0 Stemmer) {{ reviewsOverall }} / 6
Hvad folk siger... Login for at anmelde
Order by:

Be the first to leave a review.

User Avatar User Avatar
Verified
{{{ review.rating_title }}}
{{{review.rating_comment | nl2br}}}

Show more
{{ pageNumber+1 }}