Eye for eye er en både positiv og negativ overraskelse. Positiv ved sin intention om at man kan ændre sig. At man kan lære at sætte pris på alt det, man er blevet givet, eller selv har opnået. Det manglede bare. Men, en negativ overraskelse ved sin mangel på at føre konsekvensen ud i livet. Ved at være så fyldt med gode intentioner, at det kammer over i selvfedhed. Som når instruktøren med sin voice-over i slutningen af filmen går i metasving og proklamerer, at hele verden har taget hans film ? altså den middelmådige film, vi sidder, og ser på (og som for anmelders situation ikke engang har haft premiere) ? til sig som en åbenbaring. Ja, så står verden altså ikke længere.


Voice-overen burde have været engelsk, det havde givet mere sammenhæng med karakteren K, fordi han jo udtrykker sig bedst på engelsk, ikke har kunne lære ordentlig dansk. Konsekvens, for fanden!


Ingen tvivl om at Eye for eye er et sympatisk projekt. At instruktøren Kaywan Mohsen, der selv spiller hovedrollen og i filmen bare kaldes K, står for os som en sympatisk, eftertænksom, lærenem og dreven mand. Han kan virkelig blive til noget, denne Kaywan, som ? og hatten af for det ? selv har produceret, betalt, skabt, spillet musik til, spiller med i og instrueret Eye for eye. Det har han nu bevist, at han kan. Nu mangler han bare at lave film, der virkelig indfrier disse forventninger, vi har til ham. Og det tror jeg, at alle håber på, at Kaywan gør. For vi er imponerede. Bare desværre meget mere af manden og hans evner end af hans film hidtil. Se, det var en opfordring. Klø på, K!


Mere har jeg ikke at sige. Og det er egentlig ærgerligt. Som barn blev K reddet fra en religiøs krigszone. Han står pludselig i Danmark – uden familie og personlige ejendele. Igennem 3 venner møder han en ny verden af anderledes religiøse og kulturelle kampe. En hverdag præget af kriminalitet, stoffer, sex og vold.