Det nemmeste i verden ville være, at kalde Fast and Furious en drengerøvsfilm og så holde fyraften. Men det er ikke et udtryk, der har nogen kvalitativ værdi, men siger alene noget om filmens målgruppe. Faste ingredienser i Fast and Furious-serien er selvfølgelig biler og lækre damenumser, og en af problemerne med serien har været, at det ofte har været svært at finde ud hvilke af delene mændene helst ville stikke deres lem i. Den fejl retter den nye film op på ved at give kvinderne en mere central rolle i historien. Altså ikke dem i hot pants, de er stadig bare til pynt, men dem i lidt mere konservativt tøj. Et andet problem med serien har været at titlen aldrig har været særligt dækkende, fordi selvom der er blevet kørt stærkt har hovedpersonerne altid været nogen kedelige duksedrenge under deres hårde overflade. Dette gør filmen også op med, …sådan da. Tilbage i  er Vin Diesel, der endnu engang viser, at han er født til at være actionhelt og Paul Walker, hvis karriere har været som, at se ham øve sig for åben skærm; han er blevet bedre fra film til film og er nu, efter godt tyve år i branchen, blevet en habil actionstjerne.

Brian (Walker) er nu blevet FBI mand, en forfremmelse i forhold til 2 Fast, 2 Furious, hvor han kun var politimand. Den sikre vej til forfremmelse i det amerikanske politi er åbenbart, at begå omfattende lovovertrædelser, nægte at adlyde ordre fra sine overordnede og ikke mindst hjælpe sine kriminelle venner med at flygte fra politiet. Brian efterforsker et skummelt narkokartel. Et helt andet sted fortsætter Dom (Diesel) sin kriminelle løbebane sammen med sin kæreste. Da hans kæreste bliver slået ihjel af narkokartellet, vender Dom tilbage til Los Angeles for, at hævne hendes død. Brian og Dom prøver altså begge, at infiltrerer kartellet og den hurtigste måde at gøre det på er at vinde ulovlige bilræs. Sammen skal de prøve at finde bagmanden, snyde kartellet og myndighederne, rense deres navne, overkomme deres uenigheder, Brian skal vinde sin gamle flamme tilbage og Dom skal prøve at undgå at gå i seng med den hotte kartelbabe – han sørger jo stadig, ikke!
Hvis den første film i serien var den mest energiske og nummer tre den mest helstøbte, er Fast and Furious den mest ambitiøse. Den har et mere kompliceret plot, den har karakterer med lidt flere dimensioner. Det er tydeligt at filmen prøver at være lidt mere voksen en forgængerne, måske fordi både Diesel og Walker efterhånden er lidt for gamle til serien. Men filmens hovedattraktion er selvfølgelig stadig de vilde actionscener. Fast and Furious ligger ud med seriens bedste. Et fabelagtigt udført og udtænkt kup, hvor Diesel og hans kumpaner skal stjæle anhængere fra en lastbil, vel og mærke mens den er i fart. Hvorfor de ikke bare venter på at lastbilchaufføren holder ind på en rasteplads bliver aldrig forklaret. Desværre når filmen aldrig de højder igen. Et stort ræs midt i filmen gør alt, hvad det kan for at ligne et computerspil og da udfaldet allerede er givet på forhånd er det begrænset, hvor meget spænding det kan byde på. Den afsluttende biljagt, som mærkeligt nok forgå inde i en forladt mine, er så rodet, at det er umuligt at se, hvad der foregår. Det meste af den er desuden også animeret på computer og ikke udført med rigtige biler. Et af fornøjelserne ved bilfilm er de utrolige numre stuntmen kan lave med deres biler, hvorfor man bevidst fjerner den fornøjelse går over min forstand. Filmen lider som sine forgængere, stadig af at være lidt for pæn. Denne film har ellers alle ingredienserne til en rigtig exploitationfilm: hævn, babes, bilræs. Var den lavet i 70’erne havde den været overfyldt med nøgne kvinder, vold og narko. Tænk på Vanishing Point, Gone in 60 seconds (den originale) eller Death Race 2000; eller for den sags skyld Death Wish, Foxy Brown og Dirty Harry. Til sammenligning kan Fast and Furious ikke undgå, at føles en lille smule impotent, men den skulle jo nødig gøre skade på sit kernepublikum: trettenårige drenge.
 
Filminformation

Original titel: Fast and Furious

Instruktør: Justin Lin

Medvirkende: Vin Diesel, Paul Walker, Jordana Brewster mfl.

Længde: 107 min.

Premiere: 3. april 2009

Distributør: UIP