Dette må være den ultimative dekonstruktion af slasher-genren. Ingen maskerede seriemordere der gemmer sig bag sofaen. Ingen livsfarlige væsener der lever i offerets drømmeverden. ”Final Destination” fjernede dødens repræsentanter fra kulissen, og lod i stedet manden med leen gøre arbejdet fra en metafysisk verden. Usynlig, utilgivelig og med hang til utroværdige dødsfald. En bar fod strejfer en spids skrue, eller en svensknøgle skydes pludselig gennem luften. Det er døden, som er ved at skrive en blodig monolog.

Jeg havde ingen langsigtede forventninger til ”Final Destination” men det nye teenage-horror koncept har holdt ud i fem runder siden år 2000. Stilen er grotesk/komisk – en smule for tegneserieagtigt – og foregår ofte i fuldt dagslys, hvor blod i overstyrede farver maler kameralinsen postkasserød. Historien er som altid komplet underordnet kvaliteten. Hele vægten er båret af sekvensernes opfindsomhed i kreative dødsfald, hvor en konstellation af små rekvisitter pirrer seerens forventninger til hvornår døden indtræffer. Måske saksen? Eller blyanten? Eller benzindunken?

For femmerens vedkommende er der intet nyt i den første halvdel. En gruppe kollegaer kører i bus til teambuilding, men en enkelt persons synske evner, redder dem fra en kollapset bro. Derefter plukkes de – en efter en – i hverdagssituationer som pludselig bliver til skæbnefulde dødsfælder. Sædvanligvis bruger de udsatte personer, aaaalt for lang tid på, at erkende dødens logik (som publikum kender aaaalt for godt). Men halvvejs opdager de overlevende, at hvis man fratager et andet liv, kan man muligvis redde sit eget. Det kunne have tilført handlingen en ny moralsk gevinst, men kommer alt for sent til sin ret.

Skulle der være fans derude – fortrinsvist i teenage-værelser – som endnu nyder skæbnens konstruerede mordscener, kan jeg til gengæld sige: ”Final Destination 5” er en kvantespring bedre end den forrige nummer fire. (Den med racerbanen). Det filmiske håndværk er bedre udført, og der bydes på indforståede godter til de loyale fans som har holdt ud gennem alle fem runder. Alt tyder på at ”Final Destination 5” reelt er endestationen for denne noget udtjente horror-franchise. Næste gang vil jeg gerne se en maskeret morder med en blodig machete kniv, som man kan kigge i øjnene og frygte.

Billede & Lyd:
Format: 2.40:1
Lyd: DTS-HD Master Audio 5.1
Sprog: Engelsk, fransk, tysk, italiensk, spansk, thai.
Tekster: Dansk, finsk, norsk, svensk, islandsk, kantonesisk, kinesisk, hollandsk, fransk, koreansk, portugisisk, spansk, thai.

Ekstramateriale:
– Alternative dødsscener
– Special effect split-screen features
– Final Destination 5: Circle of Death
– Digital kopi