Gys uden hverken uhygge, underholdningsværdi eller kitcheffekt

Den japanske instruktør Takashi Shimizu må efterhånden være træt af sit eget franchise, som juon-filmene repræsenterer. Det hele startede med, at Shimizu lavede en række tv-film om et forbandet hus i Tokyo. Disse blev så succesfulde, at han genindspillede to af dem som japanske spillefilm, der blev endnu større succeser i hele verden. Herefter geninspillede Shimizu så selv den første Juon-biograffilm i en amerikans version, der også blev et hit.
Nu er tiden så kommet til den amerikanske 2?er, som Shimizu også selv står bag, mens han også snart er klar med en treer til den japanske biografserie. Alt i alt er det altså blevet til en 6-7 film om det samme hus, og set i det lys er da heller ikke noget at sige til, at både gys og skrækeffekter efterhånden synes ret så fortærskede.


Foto: Nordisk Film

Nu har undertegnede anmelder kun set én af de mange film om det forbandede hus. Det var det amerikanske remake The Grudge fra sidste år. Det var en ok gyserfilm, der leverede visse skræmmende scener og interessante ideer, uden at det dog blev nogen fantastisk filmoplevelse. Men The Grudge 2 er mere af det samme, som vi så i den amerikanske forgænger. En række parallelle handlingsforløb fortæller historien om det grusomme hus, og igennem en lang række enkeltscener ser vi, hvordan uheldige og naive personer møder deres endeligt i skikkelsen af en bleg spøgelsespige.
Denne model virkede nogenlunde i forgængeren, men desværre fungerer det ikke mere i The Grudge 2. Problemet med 2?eren er, at den ganske enkelt ikke er uhyggelig. Hver eneste af de på papiret skræmmende scener er så forudsigelige, at man hver gang kan forudse scenens udfald, og hvornår de forskellige chok kommer. Og at kunne forudse et chok og et gys er altså ikke særligt uhyggeligt.


Foto: Nordisk Film

Nu behøver gyserfilm jo ikke nødvendigvis at leve på chok alene, men også igennem en uhyggelig stemning og en spændende historie. Men her kommer The Grudge 2 også til kort. Stemningen er nemlig heller ikke videre interessant, personerne er uengagerende og historien er ganske enkelt ikke spændende. På intet tidspunkt er man interesseret i, hvad der sker om lidt, og når uhyggen så samtidig udebliver, så har filmen tabt for alvor.


Foto: Nordisk Film

Mange dårlige gyserfilm kan om ikke andet leve på at være kitchede og ufrivilligt komiske, fordi de er så horribelt dårlige, at de næsten bliver underholdende. Men heller ikke her kan The Grudge 2 være med. Problemet på dette område er nemlig, at så dårlig er filmen heller. Man griner ikke direkte af den. Man keder sig blot og ønskede, at de mange gode ideer, som etteren præsenterede kunne bruges lidt bedre i dette på alle måder forudsigelige, kedelige og uengagerende stykke filmhåndværk. Tre forskellige handlingstråde fortæller den fortsatte historie om et forbandet og hjemsøgt hus et sted i Tokyo ? og om hvordan forbandelsen med grusom død til følge rammer alle, der har trådt indenfor i det uhyggelige hus.