J.J. Abrams har været hovedarkitekten bag succesfulde serier som ”Lost” og ”Alias”, og med ham i producerstolen var forventningerne til ”Fringe” allerede på forhånd tårnhøje. Det var derfor også med stor spænding, at jeg gav mig i kast med serien, men jeg må nok erkende, at de første afsnit var en skuffelse, der sendte tankerne tilbage til de mindre vellykkede sæsoner af ”X-Files”.

Seriens hovedpersoner fremstod stereotype, og historien havde alt for mange løse ender. Men stille og roligt begynde serien at udvikle sig, og i afsnittet “Safe” kunne man for alvor begynde at se, at der rent faktisk var en overordnet plan, for hvor historien skulle hen.

Seriens omdrejningspunkt er den excentriske videnskabsmand Walter Bishop (John Noble), hans søn Peter (Joshua ’Dawson’s Creek’ Jackson der modsat alt hvad man skulle forvente, rent faktisk gør det glimrende) og endeligt FBI-agenten Olivia Dunham (Anna Torv). De tre samarbejder for at afdække et mysterium, der involverer en række overnaturlige begivenheder, der befinder sig i grænselandet mellem videnskab og science fiction.

I starten af serien fremstår Walter Bishop blot som endnu en gal videnskabsmand, men som serien skrider frem bliver han en langt mere kompleks og interessant person, der besidder humor, og til trods for hans ofte vrede og frustrerede fremtoning kan være rar og hjælpsom. Det samme gør sig gældende for FBI-agenten Olivia der starter ud som en ”kvindelig-badass”, men udvikler sig til en langt mere følsom og menneskelig karakter.

Som de fleste andre serier af denne type, kan man inddele afsnittene i to grupper: Dem der flytter det overordnede plot fremad, og dem der ikke gør. ”X-Files” havde til tider ret stor succes med skæve afsnit, der godt nok ikke havde den store betydning for seriens udvikling, men alligevel var med til at udvide og uddybe universet. Helt så heldigt slipper ”Fringe” ikke fra sine udflugter fra den overordnede historie, og afsnit som ”The Cure” og ”Power Hungry” kan bedst betegnes som ligegyldige.

En tung start og enkelte fejlskud undervejs skal dog ikke overskygge, at “Fringe” er en glimrende spændingsserie, og kan serien fortsætte udviklingen fra anden halvdel af sæsonen, har den helt klart potentiale til at blive til noget stort.

Lyd & Billede
Lyd- og billedkvalitet er begge i topklasse. J.J. Abrams-fans vil sikkert bemærke, at underlægningsmusikken til ”Fringe” minder meget om ”Lost”, men det er også Michael Giacchino, der har arbejdet som komponist på begge serier.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk
Billedformat: 16;9 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale

Der er et omfattende ekstramateriale på de syv DVD’er. Hvert afsnit ledsages af et kort program kaldet ”Deciphering the Scenes” af varierende varighed, hvor temaerne i afsnittet bliver vendt. Der er desuden på alle DVD’erne “Dissected Files” bestående af slettede scener fra afsnittene.

“The Massive Undertaking” og “Deciphering the Scene” sætter fokus på tilblivelsen af serien. De to programmer er imidlertid ikke voldsomt forskellige, og har man set det ene, så er der ikke meget nyt i det andet. ”Special Effects” er et ganske fint indblik i seriens tekniske side, men dog ikke nævneværdigt forskelligt fra tilsvarende programmer fra andre udgivelser.

Dertil kommer et ”gag reel”, det ganske informative ”Shooting the Pilot”, og et indblik i ”Casting the Series”. Ekstramaterialet er generelt velgennemarbejdet, og står som et fint supplement til serien.

Konklusion
”Fringe” har på dansk TV levet en ret anonym tilværelse, men denne gennemførte DVD-udgivelse er et god sted at starte, selvom de første afsnit af serien kan være lidt tunge at komme igennem.