Efter skilsmisse og sammenbrud, får den københavnske politibetjent Robert (Jacob Cedergren) en sidste chance i korpset – som landbetjent i en fugtdrivende landsby i det sønderjyske marskområde. Her vil man gerne klare sagerne selv og på sin egen facon, så han er ikke velkommen før han fatter det. Landsbyens skæve læge (Lars Brygmann) vil dog gerne have ham med til kortspil med byens spidser, og den kønne Ingelise (Lene Maria Christiansen) lægger an på ham. Hun bliver hyppigt tævet af sin brutale mand Jørgen (Kim Bodnia), mens hendes lille datter går gennem landsbyen med sin uhyggeligt knirkende barnevogn. Alle ved besked, men ingen gør noget ved det. Ingelise, der er helt fra åbenrå, vil væk fra mudder, tæv og gummistøvler og håber, at Robert vil redde hende – men er hun nu til at stole på? Hendes ægteskab er et skuespil, siger hun, men hvilken rolle spiller hun selv?
                                              
Det ender med mord, duel på guldøl i baren og den afgørende skudduel, før Roberts skæbne bliver, som det lå i kortene. Det er blevet en stilren dansk western bygget over Erling Jepsens vilde roman ”Frygtelig lykkelig”.           
En del af bogens mest groteske scener bl.a. med Roberts invalide og sexgale mor er heldigvis skåret bort i filmen, så den virker mere troværdig end bogen. Instruktøren Henrik Ruben Genz er som Erling Jepsen fra Gram, og han ville grumme gerne have instrueret ”Kunsten at græde i kor”, men fik i stedet chancen for at filmatisere denne roman. Det har han gjort rigtig flot med sans for både det sære, flade landskab med uendelige lige sogneveje og med nogle skuespillere, der virker som om de er vokset op i marsken, hvor både folk og fæ kan forsvinde sporløst.
                      
Jørgen Johansson har fotograferet, så både det åbne widescreen-landskab og det snævre indeklemte liv i landsbyens grimme og fugtdrivende huse fungerer kontrastrigt og stærkt. Jakob Cedergren fra bl.a. ”Rembrandt” og ”Gaven” er overbevisende som den unge betjent, der virkelig kommer på gyngende grund i denne sønderjyske flække. Lene Maria Christensen er køn og tvetydig som den lokale femme fatale Ingelise, der søger assistance hos vores antihelt Robert. Kim Bodnia er tough og truende som hendes brutale mand, der går med hvid cowboyhat, men alligevel er en skurk. Lars Brygmann er som sædvanlig stille, rolig og fremragende som landsbylægen, der både uddeler og selv tager stærk medicin.
                              
Det er en original fortolkning af det gamle westerntema: En ny sherif kommer til den lovløse by, vil han klare sig, vinde, forsumpe eller dø? En rolig sønderjysk version, der er meget seværdig. Fire store klaptræer til en film, der næsten gør en frygtelig lykkelig.
Filminformation
Original titel: Frygtelig lykkelig

Instruktør: Henrik Ruben Genz
Medvirkende: Jakob Cedergren, Lene Maria Christensen, Kim Bodnia og Lars Brygmann 
Produktionsår: 2008
Længde: 104 minutter
Premiere: 24. oktober 2008
Distributør: Nordisk Film