Vi mindes 2019 som året hvor vinteren endelig kom til King’s Landing, og hvor muligvis TV-historiens største succes nåede målstregen. Men, måske glemte vi det også hurtigt igen. Game of Thrones havde vokset op og sit eget hoved. I takt med et stigende antal seere og tydeligvis større budget, mistede den morbide, politiske fantasy-serie også sit skarpe tandsæt. Klassens frække dreng, som tidligere overrumplede os (jeg behøver blot nævne Red Wedding), blev kannibaliseret af sin egen succes og måtte skrives videre uden George R.R. Martins litterære oplæg. Mon ikke de fleste fans sad med denne good-but-not-great smag i munden?

Vi ventede på vinteren i en babylonsk fortælling som vaklede under sin egen vægt, men sidste akt var yderligere forværret da årtiets opgør foran Winterfell blev transmitteret i HBOs kontroversielt dårlige streaming-kvalitet. En kulsort nat blev krigen mod den døde hær udkæmpet i en snestorm af grove pixels og grimt renderet billedkvalitet som tvang seerne til unødigt meget brug af fantasien. Da snestormen lagde sig var det politiske klima stadig så betændt og anstrengt, at kun en altødelæggende magtdemonstration kunne slukke seriens lys. En fredelig, diplomatisk løsning havde virkelig fået kæben til at falde, men korthuset ramlede sammen nogenlunde som forventet.

Ingen tvivl om at Game of Thrones undergik en proces mod det mere polerede, des større budgettet blev. De sadistiske skurke forsvandt i de sidste par sæsoner. Efter Ramsay Boltons voldelige død brugte Game of Thrones hovedparten af sæson 7 og 8 på at køre The Night King i stilling og transformere Daenerys Targaryen til en ny diktator. Vores landsmand Pilou Asbæk ankom lidt for sent til festen, selvom hans rolle som Euron Greyjoy havde en gnist af den gamle frækhed. Vi hang alligevel fast for at vidne skæbnen for John Snow og de centrale karakterer, der var nu blevet så populære hos seerne at manuskriptet ikke længere turde likvidere dem. Noget som historien ikke var bleg for tidligere.

En epoke i tv-historien skal alligevel ses til ende, og hvis man har samlet de fysiske udgaver på blu-ray, så vil manglen af sidste sæson da efterlade et unaturligt hul på bogreolen. Med blu-ray udgivelsen kan du både gense de afsnit som streamingtjenestens kvalitet fejlede på, og dykke ned i det skræddersyede ekstramateriale som Game of Thrones er kendt for. Fanbasen skuffes ikke, for der er in-episode guides med baggrundsinformation og en encyklopædi der udvider seriens univers. Endvidere dokumentarer om tilblivelsen og livet bag scenen.

Udover det lækre cover, så udgør ekstramaterialet halvdelen af motivet for denne fysiske udgivelse i en film- og serieverden der efterhånden har vendt ryggen til blu-rays. Meget vel endte Game of Thrones som en lille dreng der ikke kunne finde hjem, men på den fysiske skive genvinder serien en stor del af sin berettigelse som et stykke tv-historie.