Selvom instruktør Ang Lee rejser rundt i mangeartede filmgenrer og umiddelbart ikke har en personlig, genkendelig signatur, så kan man altid regne med én ting af ham: Han er en mand, der gør tingene på sin måde. Uanset om han får serveret et superhelte-manuskript, en historie om homoseksuelle cowboys eller et kinesisk kampsports-drama, så fravrister Ang Lee sig alle anvendte genre-konventioner og leverer et resultat der ikke plagierer noget andet fra filmens verden. Gemini Man er reelt en meget typisk agent-gone-rouge historie om en pensioneret agent som myndighederne ihærdigt vil slette fra arkivet. Motoren brummer af Bourne Identity og Red, men under Ang Lees håndelag får en relativt banal historie et særegent look.

Gemini Man er et filmprojekt der har huseret i produktionsgangene i over 20 år. En stafetpind gået fra hånd til hånd uden nogen løb i mål med den. 2020 blev projektet endelig indfriet, også hjulpet af teknologien deepfake, som giver mulighed for at påsætte computeranimerede ansigter på andre skuespillere. Med teknologiens kraft kan den nu 51-årige Will Smith kæmpe mod en yngre klon af sig selv, og så fik Ang Lee ansvaret for at søsætte en film der måske virker forældet før den udkom.

Gemini Man er en actionthriller der trods genren alligevel vælger at investere tid og energi i troværdig karakteropbygning og utilstrækkelig menneskelighed. Will Smith spiller den kirurgiske “rengøringsmand”,Henry Brogan, der kan skyde en mand der sidder i et tog som kører 240 km/t. En veluddannet dræber der med levealderen som sin modstander udvikler for mange ar på sjælen til at fortsætte. Henry stemples som en vare med overskredet holdbarhedsdato og må derfor forsvinde, men når et likvideringshold ikke kan magte opgaven sender dukkeføreren en klon af Henry. Yngre, top tunet og uden den dårlige samvittighed.

Will Smith as “Junior” in Gemini Man from Paramount Pictures, Skydance and Jerry Bruckheimer Films.

Ang Lee leverer historien med en udpræget tålmodighed og sans for lange, indledende dialoger. Noget som kræver modenhed for seeren og som vil distancere sig fra dem der venter på næste skudsalve. Da Lee endelig trykker speederen i bund og flugten tager fat, skifter tonen til det nærmest overnaturlige. Actionsekvenserne er, trods enkelte detaljer, virkelig et imponerende stykke håndværk med lange, uafbrudte sekvenser, skarp struktur og vanvittige kamerabevægelser. Både dialoger og action vidner om en instruktør der, trods sit støvede manuskript, har afsindig meget styr på teknikken og ikke gider arbejde med rutiner. 

Vi kommer ikke udenom at Gemini Man er gammel vin på nye flasker. Kun fåtallige seere vil kunne forstå og værdsætte den form filmen har. Det smager af 90’er action – hvilket det reelt også er – så de nostalgiske støvkorn kombineret med solid filmteknik udgør filmens bedste chancer for succes i stuen. Deepfake-teknikken, der forvandler Will Smith til en 23årig dreng, er god men ikke så god at vi glemmer effekten. Det er forbandelsen ved de hyperrealistiske effekter, som nærmest er for smooth til at være troværdige. Vores øjne er en kræsen mester der distraherer os. Det falder alligevel en lille anbefaling for Gemini Man, som varetager sine karakterer med fortjent respekt og leverer håndlavet action med Ang Lees krævende filmteknik. En seværdig Ang Lee film uden at være hverken blændende eller belastende.

Ekstramateriale:

Blu-ray udgivelsen har en lidt skuffende mængde ekstramateriale, bestående af alternativ åbningsscene, slettede scener og den sædvanlige, promoverende række af 5-minutters making-of film.