Martin Scorsese har tilsyneladende to store passioner her i livet, film og musik, og han har gang på gang vist at han på fornemste vis kan kombinerer de to. Ikke alene indeholder hans film altid fantastiske soundtracks, men Scorsese har efterhånden også instrueret og produceret en lang række musikdokumentarer, The Last Waltz (1978) om The Band, The Blues (2003) om historien og udviklingen i den Amerikanske bluesmusik, No Direction Home (2005) om Bob Dylan, Shine a Light (2008) om Rolling Stones og nu er han så vendt fokus mod ”The Quiet Beatle”, og det er der kommet den godt 3½ timer lange George Harrison: Living in the Material World ud af.  

Først og fremmest er årene med The Beatles behandlet glimrende – spændende indsigter fra Kircherr og Voorman om Hamburg dagene, og filmen binder årene 1963-1967 pænt sammen gennem en blanding af interviews og musik. Årene 1967 – 1970 er også dækket rigtig godt, og beskæftiger sig med Sgt. Pepper, The White Album og den endelige opløsning af historiens mest populære rockband. Specielt interviews med Paul McCartney og Ringo Starr interviews er virkelig indsigtsfulde.

Årene efter The Beatles er behandlet i detaljer, og i mine øjne filmes stærkeste del. Det er her vi kommer tættere på mennesket George Harrison – lige fra ”All Things Must Pass”, ”Concert for Bangladesh”, hele hans fascination af det spirituelle og Indisk musik og kultur, Dark Horse tour, hans engagement i Monthy Phyton og Life of Brian og så videre. De sidste tyve minutter eller deromkring dækker Harrisons sidste år, det bliver uundgåeligt en smule sentimentalt, men ikke desto mindre godt med nogle følelsesmæssige ord fra dem, der stod ham nærmest.

Dokumentaren har dog nogle mangler, ting, som jeg mener, bør være i enhver fortælling om George Harrison liv: hans barndom, hvordan voksede han op? Var han også den “stille” i familien? Hvordan lærte han at spille og hvad inspirerede ham til at vælge guitar? Filmen beskæftiger sig heller ikke med, at George Harrison og hans kone Pattie i 1969, i øvrigt på McCartneys bryllupsdag, blev arresteret for besiddelse af marijuana.  At George blev anklaget, og gennemgik en langvarig retssag, for at have plagieret The Chiffons hit “He’s So Fine” med sangen ‘My Sweet Lord’ er heller ikke nævnt, og der er heller ikke meget om hans mini-comeback i 1987 med albummet Cloud Nine, der omfattede store hits som “Got My Mind Set On You” og ”When We Was Fab”. Alle sammen vigtige ting, der burde være behandlet i en dokumentar af 3½ times varighed.

En anden skuffelse var den manglende formidling af atmosfære, følelse af sted eller følelse af karakter. Hvem var George Harrison? Hvad var hans relationer? Filmen kommer ikke helt på tværs. Der er mange klip fra steder og koncerter, det være sig hoteller, i studiet, i hans barndom eller i Indien, men ofte mangler der en vinkel eller relation at knytte klippet sammen med. Dette skyldtes til dels de mange medvirkende kendisser, der uden tvivl har mange spændende anekdoter, men det er som om nogle af dem mangler den røde tråd i forhold til mennesket George Harrison, og den udvikling han gennemgik.

 

Jeg føler, trods filmens mangler, at jeg er klogere på mennesket bag ”The Quiet Beatle”, men det burde havde været et mere nuanceret billede. Scorsese har endnu en gang skabt en interessant og seværdig musikdokumentar, selvom den ikke er helt på niveau med ”No Direction Home”.