Hvem er synderen? Hvem er den kraftidiot som lærte kameramanden, at stativer er unødvendige og håndholdte rysteture er filmbranchens fremtid? En gradvis generalisering er sivet fra dogmetrenden og det dokumentariske formsprog. Den klassiske filmånd er grædefærdig. Der forelægger ingen ære i lækre kompositioner. Kast i stedet kameraet over skulderen og sæt fiskeøjet på linsen. Resten reddes i klipperummet.

Ironisk nok er Ghost Rider et tveægget sværd. Mens Johnny Blaze solgte sin sjæl til djævlen, har filmbranchen solgt sin sjæl til samme syndefald. Væk er filmens ære og den gode historie. Ind kommer et ragnarok af animerede flammekastere, vilde hystader, ulidelige fjollerier og et indholdsløst orgie af komplet tomhed. Da Nicolas Cage i 2007 underskrev kontrakten med djævelen, var det i det mindste med en grad af moderat selvkontrol, men ”Ghost Rider: Spirit of Vengeance” har kastet kraniet ud over klippeskrænten.

I et virvar af tomme kalorier og parodisk patos, skal Johnny Blaze redde en dreng fra djævelen, mens fandens tæskehold er i bakspejlet, men Ghost Riders store forbandelse er hans overnaturlige udødelighed. Man kan aldrig interessere sig for handlingen, når intet er på spil. Hvad skal vi være bange for, når det flammende skelet tropper op til skydefesten, æder kuglerne og forvandler skurke til aske med sine glødende jernkæder? Mens det maniske kamera sjusker rundt om scenen, og Ghost Rider står og pisser flammer, får jeg pludselig en utækkelig lyst til at tømme opvaskemaskinen.

Pyt med om Nicolas Cage giver langefingeren til kunsten. Han er en fleksibel skuespiller der får brød på bordet. Synderen er den vantro sjæl som gennemsyrer filmens tekniske produktion. Den bilder os ind, at historiens engagement er ligegyldig, når blot vi kan begejstres af djævelens disciple og animeret ild. Men den tager grueligt fejl. ”Ghost Rider: Spirit of Vengeance” ryger samme vej som djævelen: Af helvede til.

Billede & Lyd:

Format: 2.40:1
Lyd: Engelsk, DTS 5.1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk

Ekstramateriale:

DVD-kopi af filmen.