Glee

Ved første øjekast kan man godt komme til at afskrive ”Glee” som et sukkersødt afkog af den hysterisk populære Disney-franchise ”High Scool Musical”. For ”Glee” udspiller sig på en amerikansk High School, hvor vi følger skolens Glee club – hvad man på dansk ville oversætte til showkor. Et kor, der består af den ene upopulære tabertype efter den anden, og som på politisk korrekt vis tæller både asiater, jøder, handicappede, afroamerikanere og ja, selvfølgelig en homoseksuel. Kan det blive mere stereotypt?

Men når man først giver sig i kast med serien, bliver man overvældet af den originalitet og humor, der bliver gået til stålet med. Seriens genialitet ligger i, at alle disse underdogs og tabertyper i Glee-koret på ingen måder er perfekte. De har nøjagtig lige så mange fejl og mangler som skolens populære football-kaptajner og heppekorspiger. Og det er forfriskende.

Første del af seriens første sæson (anden del udkommer til august herhjemme) handler om Glee-korets etablering og vej til deres første kor-konkurrence. Den idealistiske spansklære Will, der selv var med i skolens Glee-kor år tilbage, overtager pladsen som leder af koret. Og med det samme får han sig en rival i form af den militante heppekorslærer Sue Sylvester (Jane Lynch), der har levet højt på rektorens økonomiske bevillinger til heppekoret de sidste mange år. Sue hader bogstaveligt talt tabertyperne i koret, og gør alt hvad der står i hendes magt for at splitte koret ad. Hun får endda et par af hendes mest trofaste heppekorspiger til at melde sig ind i koret for at spionere, men da det viser sig, at pigerne faktisk bliver glade for at være med i koret, ser Sue rødt.
Glee
”Glee” er først og fremmest underholdning. Det er sprudlende musicalnumre – fremført af seriens talentfulde, unge skuespillere selv, glæden ved at overgive sig til en rigtig ’underdog’ historie afsnit efter afsnit og så er det simpelthen noget af det sjoveste, sorteste og mest velskrevne dialog, jeg længe har oplevet i en ny amerikansk tv-serie. ”Glee” tager ikke sig selv alt for seriøst. Den gør hellere grin med sig selv en gang for mange end at komme til at svælge i den politiske korrekthed.

Den nærmest kriminelt oversete skuespiller Jane Lynchs karakter Sue Sylvester er redskabet i serien der gør, at den aldrig kammer over i det stereotype og korrekte. Hendes galde og militante højrefløjstilgang til dét at være underviser, er alt andet end politisk korrekt. Hun tolererer på ingen måde en gravid heppekorspige på holdet, og udstiller gerne alle andres middelmådighed i forhold til hende. Og ros ligger heller ikke til Sue: ”You may be two of the stupidest teens I’ve ever encountered – and that’s saying something. I once taught a cheerleading seminar to Sarah Palin.”
Og til alle de grimme og tykke mennesker har hun blot en stille bøn: “All I want is just one day a year when I’m not visually assaulted by uglies and fatties.”
Og sådan fortsætter hun afsnit efter afsnit. Jane Lynchs komiske timing sammen med smittende musicalversioner af populære pop- og rocksange tilsat en knivspids alternativt High School-drama gør ”Glee” til en af de mest underholdende og skæve bud på en et seriehit i mange år.

Billede og lyd:
Billede: 16:9 (1.78:1). Lyd: Dolby Digital 5.1 “Glee” bade lyder og ser ud som det den er. En overdådig flødeskumskage fyldt til bristepunktet med skamløst underholdende kalorier. Farverne er sprudlende og klare og lydmæssigt er ”Glee” en kæmpe fornøjelse at give sig hen til. Musicalnumrene får masser af plads og flyder alle vellydende ud af højttalerne.

Ekstramateriale: “Welcome to McKinley”, “Glee Music Video”, “Mercedes – Respect” “Rachel – On My Own”, “Fox Movie Channel Presents Casting Session”, “Deconstructing Glee with Ryan Murphy”, “Dance Boot Camp”, “Five Things You Didn’t Know About…” og videodagbøger fra de medvirkende. I alt cirka 45 minutters ekstramateriale, der desværre varierer en del i både kvalitet og indhold. Mest interessant er de interviews med seriens tre bagmænd, der løfter sløret for deres hensigt med ”Glee”, samt de originale castingvideoer med de på det tidspunkt nærmest ukendte skuespillere, der alle har fået store gennembrud takket være serien.

Konklusion: ”Glee” er bestemt ikke for alle. Mange vil nok se skævt til den specielle og noget kitsch’ede blanding af musicalnumre og High School drama-komedie, der er seriens varemærke. Men under overfladen driver humoren, den politiske ukorrekthed og ikke mindst camp-faktoren. Jeg glæder mig personligt til anden del af først sæson, der efter sigende skulle indeholde afsnit dedikeret både til Lady Gaga og Madonna!