Stædigheden fortsætter ufortrødent når amerikanerne igen vil adoptere det japanske kæmpe-monster til det vestlige filmunivers. Det har været føljeton af svære fødsler, først i 1998 med Roland Emmerichs Godzilla – en katastrofefilm alle helst vil glemme. Ikke før 2014 turde genoptage udfordringen, anlagt med en sitrende nu-er-den-der følelse, som blev erstattet af en nå-ikke-alligevel ærgrelse. Ironisk nok er den bedste Godzilla-film slet ikke en Godzilla-film. Guillermo del Toro har som den eneste bragt gigantiske monstre til Jordens overflade i Pacific Rim med både velovervejede effekter, flair for stoffet og et hjerte for ikoniske monstre. Måske kommer stædigheden fra USAs orientering mod det asiatiske filmmarked – et marked som ynder mytologiske ikoner fra eget bagland, nyder heroiske arketyper og har en højere kitch-tolerance end vestens publikum. Måske var den første Godzilla lidt tilbageholdende på dé punkter, for efterfølgeren King of the Monsters går all-in på tykke one liners, filmisk hovmod og kæmpemonstre i flertal.

Hollywood ser ud til at binde sløjfen på en franchise som også omfatter Kong: Skull Island fra 2017. En verden der opdager, at fortidens mennesker har levet i en hidtil ukendt symbiose med titaner. Gigantiske monstre med aktier i økosystemets balance. Og forskellige steder i undergrunden eller isolerede områder har disse titaner levet i dvale, afventende indtil mennesket skabte revner. Konstellationen for Godzilla har altid været en treenighed: Godzilla er Jordens vogter, fjendtlige titaner er hans modvægt og midt i mellem står menneskeracen som en lus mellem neglene og  ufrivillig support for Godzilla. Men, som vi ved har mennesket svært ved at forene sig, selv i undtagelsestilstand, og økoterrorister mener at titanerne burde rense Jorden for menneskets tilstedeværelse. Så gode forskere må allierede sig i kampen mod terroristernes ultimative våben: Monster Zero, eller som den nærmere hedder i græsk mytologi: Hydra. Et frygtet, trehovedet monster der kan gro et nyt hoved hvis det kappes af.

Der var engang hvor skuespillere i tv-serier var afdankede stakler fra filmbranchen, men i nutidens mediekultur er det stik omvendt. Stjernerne kommer fra serierne. Formentlig motiveret af letkøbt marketing er der hyret velkendte ansigter til at repræsentere menneskeracen: Millie Bobby Brown, kendt som Eleven fra Stranger Things. Charles Dance er en letkøbt filmskurk efter rollen som Lannister-slægtens dårligste far i Game of Thrones. Thomas Middleditch er typecastet som den nervøse nørd efter hovedrollen fra Silicon Valley. Og hvis man tænker efter, var det Bryan Craston a.k.a. Walter White fra Breaking Bad, som var trækplastret i forrige Godzilla-film. Problemet er blot, at de er castet efter navn og typer, men ikke efter fælles kemi. Der er ikke noget hjerte eller engagerende sammenhæng mellem karaktererne. De udgør mest mekaniske funktioner for marketingafdelingen, mens vi som publikum bruger energi på at overveje: “hvor er det nu jeg har set ham før…?!”.

Skiverne er skåret virkelig tykt, og set med danskhedens simple mentalitet er Godzilla: King of the Monsters mest en b-film med et meget højt budget. Måske giver den teatralske opsætning, klichefyldte replikker og udprægede hang til excess mere mening i kinesiske biografsale. Der er monstrøse og visuelt velkomponerede kampe mellem titanerne hvor lyn, atomenergi og lava oplyser et himmeldække på størrelse med Grønland, men det vil altid være et show lige så hult som storladent. Face it; Godzillas mytologi er og forbliver japansk kitsch der ikke umiddelbart matcher den vestlige filmtype.

Ekstramateriale:

Ingen smalle ender på blu-ray udgivelsens ekstramateriale. Der er tykt tæppe af informativ making-of dokumentarer og Godzilla-wiki som fanservice. Det er umagen værd at dykke ned i, selvom filmen måske ikke imponerede.