Har du lyst til at se Jack Blacks blege baller i 3D? Nej, vel… Men det er sådan cirka den kaliber, humoren i ”Gulliver’s Travels” skydes af med. Så er sarte sjæle og bebrillede intellektuelle hermed advaret.

Den komiske enmandshær Jack Black fylder mere end nogensinde i ”Gulliver’s Travels” – både på godt og ondt. Black indtager titelrollen i Jonathan Swifts klassiske eventyr om Gulliver, der under mystiske omstændigheder pludselig vågner op i en anden verden som kæmpe. I denne moderniserede og noget forvrøvlede filmversion, er Gulliver kontorbud på en newyorkeravis og hemmeligt forelsket i rejseredaktøren Darcy (Amanda Peet). I et forsøg på at imponere Darcy kommer Gulliver til at stikke en hvid løgn, og før han ved af det, er han på vej til Bermuda-trekanten med en uvant opgave som rejsejournalist… Og midt i den gådefulde trekant åbner porten sig altså til Lilleput-landet, hvor den nu gigantiske Gulliver hurtigt finder sig til rette blandt kongen, hans yndige datter (Emily Blunt) og en broget skare af bittesmå undersåtter på størrelse med vor helts pegefinger.

Trods den tyndeste historie og undskyldning for brug af 3D i mands minde, går ”Gulliver’s Travels” heldigvis til stålet med en så god portion selvironi og kulturelle referencer på sin side, at man momentvis glemmer, at det er en dårlig film, man sidder og ser. Jack Black spiller, som altid, sig selv. En lasket dovenlars med uglet hår og et udsigtsløst dagdriver-job, der hellere hengiver sig til en ekstra runde Guitar Hero, end at passe sine pligter. En rigtig slacker. Men når det nu er dét, Black kan, så lad ham dog gøre det. Igen. Men flankeret af en perlerække af tidens sjoveste mænd og kvinder, deriblandt den skotske komiker Billy Connely og engelske Catherine Tate fra ”The Catherine Tate Show” samt den gudesmukke Emily Blunt (instruktør Rob Letterman har rigtig været på strandhugst i det britiske), løftes både det tynde materiale og Black selv lige over spærregrænsen. Trekløveret Connely, Tate og Blunt er en fryd som Lilleputs royale familie, der med et slet glimt i øjet, gør tykt grin med alle de kongelige middelalder-(film)klicheer, de kan komme i nærheden af – ikke mindst det fjollede sprogbrug, som kongen kommenterer således: “Whyeth musteth we always speaketh with all these eths?”

En gevaldig torn i øjet under hele filmen er imidlertid den så overdrevne brug af skjult reklame (der faktisk på ingen måde er skjult). Hvad der kunne have været en, om end fjollet, så hyggelig familieoplevelse i biografen, efterlader én med en dårlig smag af ussel mammon og beskidte dollars i munden. For det er ikke nok, at både Gulliver og den søde rejseredaktør sværger til Mac’en. Nej, Gulliver skal da selvsagt også have sin iPhone med til Lilleput-land, hvor den på mirakuløs vis overlever et skibbrud og stadig har strøm nok til, at han lige kan aflytte sin voicemail! Og som det klistrede kirsebær på toppen, giver det også anledning til et gigantisk nærbillede i 3D af en majestætisk iPhone og en Lilleput-indbygger, der mystificeret bemærker: ”Slide to unlock”.

Konklusion
Som altid bugner biograferne af familie- og børnevenlige samlebåndsproduktioner i vinterferien. Af de to onder ”Yogi Bear” og ”Gulliver’s Travels”, er sidstnævnte dog klart at foretrække. Her er der trods alt også en teskefuld selvironi tilsat den velkendte opskrift.