Hver generation sin film. Det skal man have in mente, når man som småbørnsforældre sætter sig i sædet for at se ”Gummi T”. Voksne har tydeligvis en svær hang til at proppe egne barndomsværdier ned i halsen på børnene, ud fra den antagelse: Det var jo meget bedre den gang. Jeg var selv i biografen i 1981, da Ivan drømte sig væk i en container, og trynede skolens bøller med fantasiens kræfter. Der var sjæl og socialrealisme for alle billetkronerne. Nu er Ivan tilbage med teknologiens kosmetiske indgreb. Det kan da aldrig blive lige så godt. Eller kan det?

Pixel eller ej, med en animeret streg kan film i højere grad genoplive børnebøgernes ekspressive tone, og det har tydeligvis været agendaen i nyudgivelsen af ”Gummi T” (Disney har patent på navnet Tarzan). Instruktøren Michael Hegner er en af dansk animations ihærdige livvagter. Han startede som instruktørassistent til ”Quark”, fra slutfirserne og stod bag stregen i dansk film kæmpe eksportsucces ”Hjælp, jeg er en Fisk”, men når animationen skal pixeleres efter nutidens trend, er sjælen på spil. Derfor har Hegner meget kløgtigt kigget baglæns for inspiration. ”Gummi T” er en grafisk modernisering af Ole Lund Kirkegaards egne illustrationer.

Det er blevet et koncept i sig selv. Tidligere blev ”Orla Frøsnapper” filmatiseret efter samme princip, og efter ”Gummi T” kommer minsandten ”Otto er et Næsehorn”. Historien er klassisk efter bogens målsætningen, men spædet op med lidt moderne detaljer. Vi kender ligesom historien om Ivan, skolens taber, der bliver mobbet af de store drenge og gejlet op af sin far, men det er især forældrerollen denne nyudgave har lagt fokus på. Ivans far er selv et skvat, men kompenserer for sin utilstrækkelig gennem Ivan. Det er et tidstypisk tema i nutiden, hvor voksnes forventninger til børnene accelererer mod ukendte højder. Men hvad med os selv, og hvad er konsekvensen?

Trods sit nutidige fokus, er ”Gummi T” filmværk med en indbygget flygtighed. Den er testet på hjemmets mindste, og børnene kan lide tempoet, den farverige kultur og den karikerede historie, men forældre vil formentlig ikke dele engagementet. Lad os være ærlige: Den er da ok – af en dansk filmproduktion at være. Men i forhold til udlandets mastodonter har ”Gummi T” ikke meget andet end sin danske nationalbevidsthed og Ole Lund Kirkegaards litterære nostalgi i ærmet.

Billede & Lyd:

Lyd: 5.1 Dolby Surround
Sprog: Dansk
Tekster: Dansk for hørehæmmede.

Ekstramateriale:

Trailers og teasers