Det er fire år siden, Susanne Bier sidst lavede en dansk film (’Efter Brylluppet’ fra 2006). Nu er Bier tilbage med ’Hævnen’, denne gang også med Anders Thomas Jensen som manuskriptforfatter. ´Hævnen´ er en film om ondskab, tilgivelse og selvtægt, men også om forholdet mellem to drenge og deres fædre. Filmen er solgt til distribution i ikke mindre end 30 lande, og nu er den så endelig klar til at få premiere herhjemme.


Anton (Mikael Persbrandt) er læge og pendler mellem en flygtningelejr i Afrika og sit hjem i Danmark. Anton har til sin store fortrydelse været sin kone (Trine Dyrholm) utro. De er flyttet fra hinanden og står nu midt i en separation. Antons 12-årige søn Elias (Markus Rygaard) bliver dagligt tyranniseret i skolen, men alting ændrer sig, da den nye dreng, Christian (William Jøhnk Nielsen) begynder i klassen. Christians mor er netop død af kræft og sammen med sin far (Ulrich Thomsen), er han rykket ind på farmorens gård.  Christian er ikke bange for noget, heller ikke skolens store tyran. Han tørster efter retfærdighed og hævn og går koldblodigt til angreb. Han og Elias bliver venner, og snart indleder de en række farlige selvtægtsforsøg, der truer med at spolere landsbyidyllen.

’Hævnen’ springer frem og tilbage fra en flygtningelejr i Afrika til en dansk provinsby. I billederne åbenbarer Bier de store kontraster mellem den idylliske danske provinsby og det ludfattige Afrika. Men på trods af disse kontraster findes også fællestræk.  I begge miljøer trives ondskaben nemlig i bedste velgående. I Afrika må Anton se ondskaben i øjnene, når han forsøger at rede de unge, gravide kvinder, der er blevet sprættet op af en lokal tyran.  Hjemme i Danmark konfronteres Christian og Elias med ondskaben både blandt børnene i skolen og de voksne i landsbyen. Bier spejler den lille historie i den store og fortæller i flere, tæt sammenknyttede historier om menneskers møde med ondskaben. Hvordan skal man reagere på denne ondskab? Det er filmens centrale spørgsmål. Hvor Anton insisterer på at forholde sig pacifistisk til ondskaben, mener Christian, at det er forkert at vende den anden kind til. Man er nødt til at give igen. ”Du slår på ham, han slår på dig, så slår du på ham, og han slår på dig. Det er sådan, der bliver krig,” forklarer faderen Christian. ”Ikke hvis man slår hårdt nok første gang,” svarer Christian tilbage.


Filmens hovedroller besiddes af populære skuespillere som Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen og svenske Mikael Persbrandt. I birollerne ses desuden et utal af dygtige danske skuespillere, bl.a. Kim Bodnia, Birthe Neumann og Lars Bom. De er alle utrolig skarpe og troværdige i deres roller, men mest imponerende er Markus Rygaard og William Jøhnk Nielsens præstationer. Sjældent ser man børneskuespillere udlevere en så skarp og gribende præstation.

Det er vanskeligt at sætte fingeren på noget i en så vellykket film. Man kunne klandre filmen for dens karikerede fremstilling af de danske folkeskolelærere som nogle rent ud sagt store fjolser, men på den anden side blev der grinet mest i salen under disse scener. Et banebrydende, nyskabende stykke filmkunst, er der dog ikke tale om. Filmen ligner på mange måder Biers tidligere værker, men det er en god historie fortalt på den helt rigtige måde i levende billeder.


Konklusion

Susanne Bier har begået en film, der rammer lige i hjertekuglen. ’Hævnen’ er faktisk så dragende, at man indimellem glemmer, at det er en film. Lyden, skuespillerne og billederne er usædvanlig naturlige og perfekt afmålte. Historien er veldrejet og rørende. Bier forstår virkelig at trykke på alle knapper, så publikum både må grine, græde, væmmes og frydes. Filmen kommer fuldt op på niveau med Biers tidligere succeser som ’Brødre’ og ’Efter Brylluppet’, og er måske endda den bedste film, hun har frembragt indtil nu.

[media id=1254 width=630 height=340]