Mike Leigh er britisk films humanistiske og helhjertet humoristiske helt, der med socialt engagerede film som ”Life Is Sweet” (1991), Guldpalmevinderen “Hemmeligheder Og Løgne” (1996) og det fornøjelige og rystende mesterværk ,“Vera Drake” (2004), ikke alene placerer tilskueren direkte i socialrealiteternes bittersøde sursuppe, men også inspirerer på et mere medmenneskeligt plan. Og hvordan bærer han sig afsted med det? Han opsnuser Storbritanniens mest vidunderligt skæve skuespillere, får hjerteskærende, nuancerede og indlevede præstationer frem i dem, og med dette som effektfuldt middel udfolder han så sjove, hverdagslige, men også smertelige fortællinger, hvor troen på det gode i mennesket altid er skruet op til et maksimum – en filmisk og menneskelig egenskab, som alle kan lære noget af. 

Dette sidste er så absolut til stede i Leighs seneste film, “Happy-Go-Lucky”, om den åh-så-søde storbyheltinde, Poppy (Sally Hawkins): Poppy bringer glæde og smil på sin vej, taler med de skøre hjemløse, brækker sig af grin med veninderne, brillierer som fantasifuld og opmærksom skolelærerinde og flirter den vidunderlige socialpædagog op i syvende himmel. Men hvor humor og den inspirerende godhed i andre af Leighs værker er den vigtige måde at forholde sig til alvorligere problemstillinger på, så kommer alt det åh-så-gode-glade til at være selve problemstillingen i denne film: Er Poppy simpelthen for god af sig? Det synes at være filmens centrale spørgsmål, men svaret forbliver uvist, og det bliver derfor ganske svært at se, hvad Leigh egentlig så vil fortælle os. 

Leigh vil i hvert fald gerne portrættere Poppy. Og dette lykkes takket være en mesterlig præstation af Sally Hawkins, som overbevisende spiller den usædvanlige, gode og også godt irriterende kvinde, der småfnisende og -hvinende masseproducerer platte lummerheder og “See you later / alligator”-floskler. Filmens kvalitative og tematiske højdepunkt er imidlertid Eddie Marson, der spiller Poppys eksplosivt indestængte og bundulykkelige kørelærer, Scott. Scott underviser sine efter eget udsagn “håbløse” og “respektløse” elever udfra sært militante new age-principper,  fremført med en aggression, der sætter selv Poppys empatiske venlighed på (køre)prøve. I den centrale scene, hvor de to menneskers øredøvende forskelle omsider clasher, er der virkeligt noget farligt og mesterligt smerteligt på spil, ikke mindst i Marsons firskårne ansigt, men alligevel ved man ved filmens slutning ikke helt, hvad Leigh vil sige med optrinnet. “Du skal stoppe med at være så flink overfor alle”, belærer en veninde Poppy, men der synes ikke rigtigt at være noget argument for den påstand – i hvert fald ikke i filmen. At huske at være åh-så-sød er naturligvis en flink, humanistisk pointe, men Leigh stryger os nok for meget med hårene, når han fortæller os den. Det gør ikke desto mindre filmen rar, sjov og seværdig.