For cirka et halvt år siden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at spille Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1 på Playstation 3. Det var en rædselsfuld oplevelse og måske den dårligste anvendelse af et fantastisk kildemateriale, jeg nogensinde har set. Heldigvis er der godt nyt til alle Potter-fans, for filmen, og Blu-ray-udgivelsen som helhed er en meget bedre oplevelse.
Harry og co. indfrier det løfte de afgav i den sidste bog/film, Halvblodsprinsen, om at opsøge de resterende horcruxes (stykker af den onde Lord Voldemorts sjæl), som for enhver pris må tilintetgøres, hvis han skal overvindes for altid. Stykkerne er selvfølgelig ikke nemme at opdrive, og for første gang forlader vores helte Hogwarts nogenlunde trygge rammer – som en linedanser, der for første gang bevæger sig ud på linen uden sikkerhedsnet. Det er med til at give filmen en mere dyster og utryg stemning, end det har været tilfældet tidligere.

Noget af det, der imponerer mig mest ved filmen, er skuespilpræstationerne. Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson er i bogstaveligste forstand vokset op for øjnene af os, og den ualmindeligt langsigtede casting har virkelig båret frugt. De tre løfter opgaven at bringe karaktererne fra bøgerne til live godt hjulpet på vej af et manuskript, der i højere grad end i de tidligere film, giver tid til at dykke dybere ned i deres personlighed og indbyrdes forhold. Min personlige favorit Snape, spillet af Alan Rickman, har kun én scene i denne film, og selvom det er en meget mindeværdig en af slagsen, er der i hans fravær plads til mange andre interessante karakterer. Således er Voldemort (Ralph Fiennes), Bellatrix Lestrange (Helena Bonham Carter), Lucius Malfoy (Jason Isaacs) og Wormtail (Timothy Spall) for første gang samlet i samme film – og det er noget af en samling talentfulde skurke!
Første halvdel af filmen er en tour de force i eventyr, action og suspense. Specielt scenen, hvor Harry og co. i forklædning infiltrerer Ministeriet, er godt skruet sammen, og referencerne til Hitlers Nazi-Tyskland er ikke til at tage fejl af, helt ned til de skræmmende propagandaplakater med de fæle Mudbloods! Anden halvdel af filmen er meget mere dialogtung; nogle vil mene, at den bliver kedelig og langtrukken, mens andre vil nyde de nye sider af hovedpersonerne, vi får at se, og for første gang sættes venskaberne for alvor på prøve, da tingene mildest talt ikke går som planlagt. Man skal bare huske, at Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1 ikke har en afslutning, hvilket i sidste ende også er filmens største svaghed, men at dens opgave er at lægge op til sin efterfølger.
Film 4/6

Lyd og billede:
DTS-HD Master Audio. 5.1 Dolby Digital.
1080p HD 16×9
Jeg tør roligt sige, at Harry Potter aldrig før har taget sig så godt ud på blu-ray, dialogen er klar og lydsiden godt mixet. Har du et bare nogenlunde fornuftigt anlæg, er det en fornøjelse at lytte til.
Billedsiden er ligeså gennemarbejdet. Trods det lidt mørke og dystre look er kontrast og opløsning i topklasse – godt arbejde, Warner!
6/6

Ekstramateriale
Det gode arbejde med lyd og billede bliver desværre ikke fulgt til dørs af et lige så imponerende ekstramateriale.
En serie af små dokumentarer af 3-5 min. varighed fra Harry Potters univers, eksempelvis tilblivelsen af Hagrids flyvende motorcykel og scenografien ved brylluppet.
Der er også en gennemgang af filmen med Jason Isaacs (Lucius Malfoy) og andre der undervejs forsøger at bringe seeren ind i filmen ved at læse passager fra bogen op, forklare ting, der sker i baggrunden, eller stoppe filmen og fortælle facts osv. Det er måske en god ide for meget nørdede Potter-fans, men det virkede bestemt ikke på mig.
3/6

Konklusion
En mere afbalanceret Potter-film, der giver dig tid til at komme tættere på hovedpersonerne end tidligere. Som film mangler den en afslutning, men lægger på fornem vis op til sin efterfølger. Der er i den grad lagt op til et brag af en slutning. Blu-ray-udgivelsen er en teknisk imponerende bedrift, men ekstramaterialet skuffer lidt.