Nu er vi ved at være nær enden på historien om den lille magiske dreng med briller. Bøgerne om Harry Potter blev en verdensplage på rekordtid, og filmene fulgte snart efter, så det bliver spændende at se, hvad den næste store filmserie bliver. Den sidste bog om Harry Potter er blevet delt op i to film. Om Warner Bros. ikke har lyst til at give slip på deres guldkalv, eller om de (som de selv siger) ikke mener, at denne bog kan koges ned til en enkelt film, finder vi almindeligt dødelige nok aldrig helt ud af. En ting er dog helt sikkert – første del er en yderst velfungerende film.

Efter mordet på rektoren Dumbledore (Michael Gambon) er Harry Potter (Daniel Radcliffe) den næste på den onde troldmand Voldemorts (Ralph Fiennes) liste. Han har dog et problem med, at finde den helt rigtige tryllestav, og Harry Potter har travlt med, at finde de resterende horcruxer, som Voldemort har gemt i en række genstande. Desuden er Harry Potter efterlyst af stort set alle, og ministeriet for magi holder tæt øje med ham. Med lidt hjælp fra Ron (Rupert Grint) og Hermione (Emma Watson) påbegynder Harry dog snart sin farefulde færd, hvor de ikke længere kan stole på deres gamle venner.

Både bogserien og filmserien om Harry Potter lagde barnligt og legende ud. Vi fulgte i starten en lille dreng, men som denne voksede op, voksede ligeså opgavernes størrelse og naturligvis blev udtrykket mere modent. Instruktøren David Yates var et glimrende valg til de sidste fire film, og selvom ikke mange brød sig om hans ”Harry Potter og Fønixordenen”, fik han hurtigt rettet op på sine mangler med ”Harry Potter og Halvblodsprinsen”. Yates’ stilistiske udtryk er uden tvivl det mest interessante i filmserien indtil nu, og det fortsætter heldigvis på samme plan med ”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1”. Filmen er både i tone og billede gennemgående mørk, og lige fra starten af, vækker Yates en utryg fornemmelse i sit publikum. De første scener vækker minder om de sidste i ”Harry Potter og Halvblodsprinsen”, hvor vi ikke længere er i de vante trygge omgivelser med et plot der holder sig til klicheerne. Vi befinder os nu i en verden i opløsning, hvor den ene vellidte og velkendte karakter dør efter den anden.

”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1” bevæger sig, på trods af kun at være den første del af en todelt film, med et forholdsvist hurtigt tempo. Spændingssekvenserne er nervepirrende, og når der bliver bremset godt op, indeholder filmen flere scener, der kan måle sig med nutidens bedre gyserfilm. Der er naturligvis blevet plads til lidt leg hist og pist, og humoren er stadig intakt, og hjælper med at neddæmpe trykket en lille smule, men ”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1” er en meget intens film, og uden tvivl den bedste film i serien indtil nu. Der er nemlig blevet plads til de detaljer de andre film manglede, der er ligeså plads til fokus på karaktererne og tilsætter man en dyster tone i de perfekt opbyggede spændingssekvenser, så bør filmen kunne nydes af selv de største skeptikere. Med andre ord – ”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1” er for Harry Potter, hvad ”The Empire Strikes Back” er for Star Wars. En fordybelse af filmens univers, en opsamling af alle de løse tråde, en karakterbaseret historie og en film der styrer uden om klicheerne, forbliver mørk og grum hele vejen igennem og slutter med en cliffhanger, hvor det ikke just ser lyst ud for vores helte.

Ikke kun filmene er modnet med alderen, det har skuespillerne naturligvis os. Daniel Radcliffe som Harry Potter er gået fra en uerfaren knægt til en skuespiller man nu kan tage seriøst. Han er ikke længere en vrælende anonym karakter, men han viser stor fremgang i ”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1”, og pludselig kan man se en fremtid i hans karriere. Udviklingen hos Rupert Grint, der spiller Ron, er ligeså slående fra den sidste film til denne. Han virker nu langt mere sikker i sin rolle, og så hjælper det naturligvis også, at rollen ikke længere blot er en form for et komisk indslag. Det samme kan siges om Emma Watson som Hermione, der er langt mere troværdig i denne omgang end nogensinde før. Som helhed har David Yates skabt et værk, der muligvis vil fremstå som hans mest helstøbte i sin karriere, og sikkert ligeså som den bedste film i filmserien om Harry Potter. De mange fans af bøgerne, der længe har været skuffet over filmene, bør give filmen her en chance – dette er muligvis resultatet i har ventet på.

Konklusion

Det mest modne og dystre kapitel i filmserien om Harry Potter er ligeledes det bedste. Vi befinder os ikke længere i et forudsigeligt univers, hvor vi ved, at de gode med sikkerhed vil vinde, og denne utrygge stemning opretholdes med bravur af instruktøren David Yates stilistisk interessante udtryk. ”Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1” er filmseriens svar på ”The Empire Strikes Back”, og ved at dele det sidste kapitel op i to, er der nu blevet plads til væsentlige detaljer og mere frirum til karakterudvikling, som man ellers har kunnet savne rundt omkring førhen. Mere end blot anbefalelsesværdig.

[media id=1265 width=630 height=340]

5 KOMMENTARER

  1. Må indrømmet at jeg efter Flammernes Pokal fik svært ved at opretholde interessen for HP, og ikke længere styrtede ind i biografen til premieren. – Der har simpelthen været for mange film over en alt for lang periode.

    Da jeg så hørte at sidste del blev klippet i to dele – manner, hvor længe vil de presse citronen.

    Men selvfølgelig skal de nok sælge alle de biografbilletter som de ønsker sig.