Han er måske verdens mest produktive filminstruktør. Når Steven Soderbergh har brug for ferie, holder han ikke fri. Han laver blot en mindre ambitiøs film. Han har drejet store produktioner som ”Oceans Elleven” og ”Traffic”, hvor han brillerer med et fast repertoire af store stjerner. George Clooney, Don Cheadle og Michael Douglas elsker at arbejde sammen med Soderbergh. Men han kan også tage budgettet fra en direct-to-video film, få skuespillerne til at gøre ham en vennetjeneste, og rent faktisk få et hæderligt produkt ud af det. Ingen tvivl om at ”Haywire” er Soderberghs kreative frikvarter – eller hans ”ferie”. Kendte skuespillere holder sig lidt i baggrunden, produktionsværdien er moderat og så giver han Gina Carano springbrættet som den næste kvindelige actionhelt.

Status på ”Haywire” i Danmark blev som følgende: Distributørerne gav den en smal premiere og anmelderne var positive, men mange tilskuere fik serveret en film med falske løfter. Traileren løg for os. Dette er ikke agentaction i klassisk Hollywood stil. Det er ikke Jason Bourne tilsat østrogen. Det er en stilistisk rejse tilbage til en atmosfære af funky nostalgi, hvor der bliver snakket meget i krogende og fåtallige kampscener udføres som et mekanisk erhverv. Handlingen er efter Soderberghs typiske tangenter, en troværdig historie fortalt i en nonlineær kronologi med spring i tid og en forståelse som gradvist udfoldes. Lad de andre film om letkøbte klicheer, forcerede effekter og fantastisk fiktion. “Haywire” er stram, stiv og stædig – og derfor med risiko for at enten skuffe eller overraske.

Dette er primært Gina Caranos fineste time. Den kvindelige bryder og mixed marital arts ekspert leverer en kompetent og underspillet præstation. Efter ”Haywire” er hun kørt i stilling til den næste omgang ”Fast & Furious”. Mange filmanmeldere har fokuseret på hendes evne til at give kampscenerne en fysisk troværdighed og autencitet, men det er ikke kun hendes evne til forvandle stærke mænd til sammenkrøllet tøj som gør udslaget. Hun er også god til at tage imod sin andel af tæsk og drille kvindekønnets forældede normer. Må man slå kvinder, hvis de slår igen? I de bureaukratiske baglokaler sidder Michael Douglas, Antonio Banderas og Ewan McGregor som agenterhvervets dukkefører, mens det nye supertalent Michael Fassbinder kommer i nærkontakt med Gina. I det hele taget et overraskende dyrt ensemble i en agentfilm søsat for ganske få midler.

Som sagt. Nogle gange laver Soderbergh storproduktioner enten for løn eller filmpriser. Andre gange laver han kultiverede fritidsfilm, hvor han kan eksperimentere med nye formsprog. ”Haywire” er en hobbyfilm, hvor Soderbergh har fået lejlighed til at forske i koreograferede kampscener og indsluse en kvindelige actionhelt i filmbranchen. På disse præmisser er ”Haywire” et vellykket filmværk. Har du brug for et storladent actionfix og bullit time effekter, så kig et andet sted, men savnes den elegante agentfilm blandt markedets øvrige actionbrag, så lad Gina Carano serverer dig en knytnæve eller to.

Billede & Lyd:

Format: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital Master Audio 5.1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk

Ekstramateriale:

DVD-kop af filmen.