I kølvandet på succesen med ”Tiger på Spring, Drage i Skjul” fandt en del lignende kinesiske actionfilm sat i en historisk kontekst vej til de europæiske biografer. Blandt de mere prominente repræsentanter var ”Hero”, hvor instruktør Yimou Zhang havde samlet en perlerække af Kinas største internationale filmstjerner.

”Hero” udspiller sig under Qin dynastiets storhedstid, hvor dets kejser er på vej til at sikre sig kontrol med hele Kina. Han er imidlertid grundet sin brutale fremfærd frygtet og hadet af mange, og de tre legendariske lejemordere Broken Sword (Tony Leung), Flying Snow (Maggie Cheung) og Sky (Donnie Yen) har svoret at slå ham ihjel.

”Hero” er en ærke-kinesisk fortælling om, hvordan samfundet bedste går forud for individet. Havde det været en amerikansk film, så er der ingen tvivl om, at fortællingen om de tre lejemorderes hævn over kejseren havde haft et helt andet forløb, og har man ikke tidligere set filmen, så venter der en tankevækkende overraskelse.

Hele filosofien og tankegangen bag ”Hero” er så fjern fra vores dybt individualistiske (og til tider også egocentrerede) livsanskuelse, at det i sig selv gør filmen værd at se. Men derudover er ”Hero” også en visuel utrolig smuk film, hvor det ene kinesiske drømmelandskab afløser det andet. Yimou Zhang var manden bag den imponerende åbningsceremoni ved OL i Beijing, og ”Hero” er en på alle måder lige så storladen film.

De talrige actionscener er ligeledes spektakulære bravurnumre, og selv Jet Li – der ellers ikke ligefrem er kendt for sit skuespillertalent – fungerer fint i rollen som den mystiske fremmede, Nameless. ”Hero” kan ses som actionfilm, men den rummer en fortælling, der rummer både poetiske og filosofiske kvaliteter, og den fortjener de bedste anbefalinger herfra.

Filmen: 5/6

Lyd & Billede
”Hero” er som tidligere skrevet visuelt en fantastisk flot film, og det burde derfor være en fornøjelig oplevelse at gense den på Blu-ray. Dette er imidlertid langt fra tilfældet, for der er tale om et af de dårligste billedtransferer, jeg har set på Blu-ray. Farvegengivelsen er som sådan ok, men billedet er voldsomt kornet, og virker desuden blødt og uskarpt. De udenlandske DVD-versioner af filmen var i sin tid af voldsomt svingende kvalitet, og den HD-version vi har fået her til landet er desværre også af yderst tvivlsom karakter. Synd og skam for ”Hero” fortjener ubetinget bedre.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Mandarin
Billedformat: 2,35:1 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale
Sandrew Metronome har alle dage været ualmindeligt nærrige, når det kom til ekstramateriale på DVD’er, og det har de tilsyneladende ikke til sinde at lave om på. Til trods for at ”Hero” i udlandet er udsendt i versioner pakket med ekstramateriale, så er der ikke så meget som en trailer at finde på Blu-ray-discen.

Konklusion
”Hero” er en fantastisk flot film, men rent teknisk er der tale om en ommer. Intet ekstramateriale og elendig billedkvalitet er ganske enkelt ikke godt nok.