Remakes, remakes, remakes! ? Filmmaskinen bliver aldrig træt af dem, når der skal leveres en overflødig strøm af filmruller til biograferne. Der kan altid graves ét eller andet på fra kistebunden, og nu er det blevet til en ny udgave af kultklassikeren The Hitcher, eller på dansk: På Stop med en Dræber. I 1986 var det Rutger Hauer der skrællede tilfældige bilister, indtil han mødte en unge bilist, som i fuld fart fik sendt sin ubudne passager ud af bildøren, inden øjeæblet blev plukket ud med en springkniv. En kynisk katten-og-musen leg opstod mellem de to mænd, hvor den sadistiske morder altid formåede at være to skridt foran offeret, og sendte den unge knøs gennem en brutal erkendelsesproces. I 2007 er der kommet to små mus på fedtefadet, serveret for Sean Bean i rollen som den kalkulerede seriemorder. Det ærkeamerikanske unge kærestepar Jim og Grace. Ham med det fedtede hår, slidte jeans og den spruttende vejmaskine. Hende med den solbrune hud, slanke talje og evige panikangst anfald. Det giver mulighed for enkelte kønsrolledebatter, mens parret jages af inkompetente lovmænd og det morderiske übermensch.

Det hele begynder med en statistisk beskrivelse af hvor mange dødsfald der årligt sker på de amerikanske veje. Why?! ? The Hitcher har intet at gøre med trafiksikkerhed, så Rådet for Større Færselssikkerhed kan godt spare deres sponsorater. Det er blot en testosteron pumpet teenage flick, med en varslende tag-line: ?Never pick up strangers?. Men det gør de alligevel. – På vej til ferie, fest og fadøl, giver de blafferen John Ryder en tur til nærmeste motel. Han knækker deres mobiler og trækker en springkniv. De to unge undslipper Ryder?s hobby som omrejsende menneskeslagter, men i stedet kiles de fast i et sadistisk spil, og ender som America?s most wanted. Herefter må de kæmpe sig vej gennem en endeløs strøm af ulogiske tilfældigheder og håbløse manuskriptfejl.

The Hitcher anno 2007 forsøger ikke engang at stå på egne ben, for detaljerne fra originalen leveres som møtrikker på samlebånd. Det er ikke en omfortolkning, men en gemen reproduktion. Derfor spænder filmen ben for sig selv, for det er uundgåeligt ikke at sammenligne de to film, såfremt man har dyrket The Hicther i 80?erne. – Og til sammenligning fremstår denne nye udgave som et trafikuheld. Det kan lyde som en kedsommelig reaktionær cliché, at fremhæve originalen som den bedste, men det er en cliché fordi det oftest er sandt. Den langsomt ætsende thriller, er udskiftet med en utålmodig, tempofyldt og lalleglad slasher. Den snigende uhygge er erstattet af blodige chok-effekter og spændstig techorock. Det stille og usagte, er desværre fyldt ud med dårlige replikker. Fra udødelig kultfilm, til hurtig overset populærkultur.

Sean Bean virker umiddelbart som en værdig arvtager efter Rutger Hauers rolle som John Ryder. Han udgør uden sammenligning også den største ballast, blandt de unge sløsede skuespillere, men hans figur er ikke etableret tilstrækkeligt for at yde filmen støtte. Det bedste man kan sige om remakes, som denne, er den unægtelig store trang til efterfølgende at puste støvet af videokassetten og genopleve originalen. ? Måske kan klassikeren ligefrem få en lille fortjent revival i slipstrømmen af The Hitcher 2007. Det unge, smukke par, Grace og Jim skal tilbringe ferien fra universitetet i Graces hjemby, Humøret er højt da de sætter sig ind i Jim?s gamle Oldsmobile og begynder turen tværs over kontinentet. Det varer dog ikke længe før de en regnfuld nat for en mystisk hitchiker ombord. Hans navn er John Ryder og fra det øjeblik han sætter sig ind i bilen udvikler turen til et sandt rædselsvækkende mareridt. De før så tillokkende og solbeskinnede landeveje bliver pludseligt til et actionmættet og bloddryppende inferno, hvor Grace og Jim må se deres allerværste frygt direkte i øjnene.