Der kommer så mange nye animationsfilm til i denne tid, at mange hurtigt bliver glemt eller endda aldrig opdaget. Som det altid er med film, handler succes ikke kun om kvalitet, men ligeså marketing og det at ramme med det rigtige tema på det rigtige tidspunkt. Film der begrænser sig til en højtid, har relativt små chancer for at blive husket, især hvis denne højtid ikke er julen. ”Hop” forsøger ihærdigt at gøre påsken til den nye store højtid. Påsken er måske også et mere hyldet fænomen i hjemlandet USA end i Danmark, og det er vel en fin nok chance at tage, når man forsøger at bringe denne højtid til live via. en ny animationsfilm. Problemet er bare, at trods en god idé og stort potentiale, så får instruktøren Tim Hill endnu engang absolut intet ud af filmen.

Når Påskeharens søn E.B. (Russell Brand) står til at overtage sin fars erhverv, flygter han til Hollywood. Han vil nemlig meget hellere være trommeslager. Her møder han et menneske ved navn Fred O’Hare (James Marsden), som han deler ambitionsniveau med. Fred har nemlig ikke de store planer i livet, men han så Påskeharen i levende live som barn, og minderne vækker nye ambitioner til live.

Plottet er ligeså fjollet som selve filmen, men med Russell Brand i den ene hovedrolle, kunne man måske forvente og håbe på lidt skæv og skarp humor indblandet. Ligeså er der masser af plads til fantasifulde ideer, som på ingen måde bliver indfriet. Hvis man ikke lige genkender navnet Tim Hill, kan jeg afsløre, at det er instruktøren bag den værste muppet-film ”Muppets From Space”, ”Garfield 2” og den første ”Alvin & The Chipmunks” film. Det er næppe et imponerende resume at have stående, men alle filmene var nu moderate succeser på trods af deres manglende kvaliteter. Med ”Hop” sætter Tim Hill et definitivt punktum for sin karriere. Han virker ikke som om, at han stræber efter den store udvikling professionelt, og fortsætter i præcis samme spor med den præcis samme genre og de præcist samme problemer som hans tidligere film. ”Hop” er muligvis mandens bedste film til dato, og det skyldes de to-tre gange Russell Brand netop får lov til at folde sig ud og de to-tre gode ideer filmen indledes med. Efter dette går det stærkt ned af bakke, og ender på samme niveau som hans tidligere film. Man kan skyde skylden på manuskriptet, som uden tvivl også har sit medansvar, men enhver idiot bør på forhånd kunne se, at det ikke fungerede, og ikke kun havde brug for finjusteringer, men massive justeringer for at udgøre en nogenlunde seværdig film.

Blandingen af animationsfilm og rigtig spillefilm er set flere gange før, hvor det især i ”Who Framed Roger Rabbit?” gav filmen en fantastisk charme. Denne film var dog mere målrettet mod en mere moden gruppe mennesker end ”Hop”, men beviser at sammenblandingen sagtens kan fungere. Animationerne i ”Hop” er naturligvis CGI, ligesom alt andet for tiden, og dette betyder perfekte cirkler og helt rene farver. Dette gør på alle måder animationerne mere sterile og rene, og derfor også mere upassende i den mere kantede og brogede virkelige verden. Med andre ord passer det hele ikke sammen i ”Hop”. Man køber aldrig at E.B. er et levende væsen, og hver gang Fred snakker med ham, virker det meget utroværdigt. Hvis man blander denne utroværdighed sammen med ideer som, at E.B. tilfældigvis kommer forbi et indspilningslokale fyldt med blinde mennesker, der tilfældigvis sidder og mangler en trommeslager, så har du en god idé om, hvor svær en pille ”Hop” er at sluge. Potentialet er der skam, men hvis ideerne og hele eksistensgrundlaget for filmen ikke fungerer, så er der slet ikke nok. Desværre.

Filmen – 2/6

Billede & Lyd

Billedet er generelt meget skarpt med en tydelig kontrast i de farverige farver. Det ser umiddelbart meget imponerende ud, lige indtil dag bliver til nat i filmen. De mørke billeder er enormt uskarpe, og sat op mod det ellers fine billede i dagslys, virker det som en enormt dårlig balance, og står frem som endnu værre end disse billeder reelt set er. Lydbilledet er noget bedre. Der er masser af lydspor at vælge imellem, og er du gammel nok til at droppe de danske stemmer, anbefales dette på det kraftigste. Det engelske lydspor er dog dejlig massivt, hvor sangene i filmen er tilført en god og dyb bas, og alle niveauerne spiller fremragende sammen. Som helhed trækker billedet dog en del ned.

Ekstramateriale

Udgivelsens menu er ligeså sterilt sat op som animationerne i filmen, så selvom det på alle måder er ganske overskueligt og rent at se på, så bærer det tydeligvis præg af mangel på overskud til filmen. Selve ekstramaterialet består af en række korte klip, hvor de medvirkende skamroser filmen og hinanden.  Det værste ved selve filmen er en dansende kylling, så et program om selve koreografien af denne dans er ligeså ligegyldigt og ironisk som det lyder. Mest interessant er Cody Simpsons gennemgang af hans egen sang til filmen, og det siger ikke så lidt, da sangen bestemt ikke er synderligt interessant.

Konklusion

”Hop” beviser hermed, at påskefilmen ikke kommer til at overtage julefilmens status og popularitet i den nærmeste fremtid. Spækket med potentiale til udfoldelse af gode ideer og humor igennem Russell Brand, er det endnu mere frustrerende, at stort set intet lykkedes undervejs. Instruktøren Tim Hill har måske begået sin bedste film til dato, men det er mere pga. at filmen rent faktisk besidder to-tre gode ideer og to-tre gode vittigheder undervejs. Det er dog langt fra nok til, at anbefale filmen her. Den er ikke fornærmende ringe – den er bare ringe. Udgivelsens billedside er ligeså sterilt som filmens stive animationer, men falder igennem på de uskarpe mørke scener. Lydbilledet er derimod fremragende sat sammen, og med et par gode sange sat godt sammen undervejs (Poison!), er dette uden tvivl det bedste ved filmen. Ekstramaterialet er der ikke meget godt at sige om. Der er alt for lidt både med hensyn til kvantitet og kvalitet.