Sit-coms har længe haft et jerngreb om Tv-seerne. Siden 50’erne har de været en udpræget stor del af Tv-udsendelser i USA, som stadig bidrager med langt de fleste af slagsen. Komedieserien der ofte fortæller os, hvornår noget er sjovt igennem en grinemaskine (eller til tider endda foran et rigtigt publikum der griner), er derfor kommet for at blive, og det ligner ikke, at de har tænkt sig at fjerne dette fortidslevn foreløbigt. Jeg skal være den første til at indrømme, at det kun er ganske få såkaldte sit-coms, jeg finder sjove og/eller underholdende, men der kommer fra tid til anden en serie, der skiller sig en smule ud fra mængden – ”How I Met Your Mother” er netop sådan en.

”How I Met Your Mother” er Teds fortælling til sine børn om, hvordan han mødte deres mor. Stort set hele serien foregår i datid, hvor Ted der nu har passeret de 30, stadig ikke har fundet den eneste ene. I første sæson møder vi hans vennegruppe, der består af Marshall, Barney, Lily og Robin. Marshall bor han sammen med, og han er forlovet med Lily, der stort set også bor i samme lejlighed. Barney er et forretningsmenneske med en dyb manglende respekt for kvinder og forhold, og Robin er en pige Ted først forelsker sig i, men senere blot bliver en del af gruppen.

Formularen er ganske velkendt. Hvor ”Seinfeld” i sin tid samlede en gruppe venner på en diner, og ”Friends” samlede dem på en café, samler ”How I Met Your Mother” en gruppe venner på en bar. Tiderne er ændret en smule, og derfor er det også dejligt forfriskende, at man blandt disse venner kun finder en stereotype i Barney. Det virker som helt ægte og naturlige mennesker med hver deres etiske sæt regler, fejl og mangler, og dette hæver niveauet en del fra den ellers temarelaterede og forfærdeligt overvurderede sit-com ”Friends”. Sødsuppe er der dog stadig en smule af, men dilemmaerne og temaerne får en grundig gennemgang, til tider med et uforudsigeligt resultat, og netop derfor kan der gå et helt afsnit, hvor lattermusklerne forbliver i ro. Dette betyder dog på ingen måde, at første sæson af ”How I Met Your Mother” ikke er sjov, for så havde den jo som sit-com fejlet, men der er øjeblikke af ro, hvor der dvæles ved eksistentielle tanker omkring livet.

Dette er dog stadig introduktionen til en sit-com, der nu kører på femte sæson i USA, så der er visse ting der skal på plads, inden det virkeligt morsomme tager fat. Vi får etableret forholdet mellem Marshall og Lily, og sæsonens cliffhanger er nærmest hjerteknusende. Vi får ligeledes et indblik i Teds jagt på kærligheden, som slet ikke er så ligetil, som man forventer. Barney får man dog ikke meget indblik i, da han er seriens comic relief, men præstationen af Neil Patrick Harris er intet mindre end fremragende, så ligegyldigt hvor endimensionel denne karakter virker på overfladen, så står han for langt størstedelen af seriens latterkramper. Dette er på alle måder en sit-com at holde øje med, og jeg anbefaler den til alle skeptikere af formatet, da jeg selv er en af slagsen, og jeg blev ovenud positivt overrasket, da jeg først gik i gang med serien. Som de fleste gode serier, om det så er sit-coms eller dramaserier, så kræver ”How I Met Your Mother” et par afsnit, før den kryber under huden på en, og man forenes med seriens lavmælte humor. Der er klicheer at finde, men de fleste vittigheder er netop ikke overbrugte og er ganske lavmælte.

Sæsonen – 4/6

Billede & Lyd

Når man tænker på, at dette er en udgivelse af en Tv-produktionen, er niveauet ganske højt hvad angår kvaliteten af lyd og billede. Billedet står forholdsvist skarpt, og forbliver i samme kvalitet hele vejen igennem, og lyden har en fin balancegang, selvom grinemaskinen naturligvis til tider bliver en tand for meget.

Ekstramateriale

To programmer viser ”de bedste” klip fra sæsonen. Mindre ligegyldigt er dokumentaren om seriens tilblivelse, der i 20 minutter kommer godt og grundigt rundt omkring ”How I Met Your Mother”. Derudover er der en del fraklip, som sikkert kun appellerer til de færreste.

Konklusion

”How I Met Your Mother” virker som endnu en ligegyldig sit-com på overfladen. Den velkendte skabelon er ved at blive kedelig, så derfor er det forfriskende, at den udnytter denne på en helt ny måde. Klicheer er der stadig en håndfuld af, men der er øjeblikke af ægthed og fremragende humor i serien, som mere end blot gør godt for dette. Dette er en serie, der kun bliver bedre med tiden, men første sæson fungerer glimrende som introduktion, og skal man følge serien, er dette det eneste rigtige sted at starte.