Da skuespilleren Joaquin Phoenix for et par år siden trak sig tilbage som skuespiller og sprang ud som storskæggede hip-hop musiker, havde de fleste formentlig regnet ud at der var ugler i mosen. Og ganske rigtigt. Det viste sig at Casey Affeck og ham i smug havde lavet en mockamentory, hvor Phoenix ganske imponerende holdte masken i over et år. Meget andet imponerende er der ikke at sige om resultatet, ”I’m Still Here”.

Som sagt, meldte Joaquin Phoenix pludseligt ud overfor medierne, at han havde fået nok af at være skuespiller. Da Phoenix gør sig selv komplet til grin live hos David Letterman, dog ganske bevidst og uden at offentligheden vidste det, og annoncerer at han er ved at få gang i en hip hop karriere, bliver Phoenix naturligvis mediernes store omdrejningspunkt. Den ”fiktive” Phoenix udstiller sig selv som værende på randen af sammenbrud, og missionen er at udstille hvordan medierne egentlig håndtere og er med til at udnytte en berømtheds kollaps.

Idéen er veloplagt og godt tænkt, og det er vitterligt en sympatisk og kreativ idé fra d’herre Affleck og Phoenix. Og det kunne sikkert også have endt med en ganske glimrende film som kommentar til medierne, der kunne få en tiltrængt lussing retur. Idéen følges bare ikke til dørs og mister glansen efter en halv times tid.

”I’m Still Here” vil gerne være en intelligent metakommentar til Hollywood, en opsigtsvækkende åbenbaring om berømmelsens pris – og være original satire til at understrege netop dette. Men kære Affleck og Phoenix, det ved vi jo godt – fortæl os noget nyt. Om ikke andet på en måde med pondus, hyr eventuelt Sasha Baron Coen, giv Mel Gibson en cameo. Sandheden er desværre, at lige meget hvor meget Phoenix har gået igennem og hvor smuk idéen er i al sin performance art tilgang, fremstår det endelige resultat komplet amatøragtigt og som pinligt håndværk. Hvad der formentligt skulle give et sus i maven, ender med at blive en opvisning af Phoenixs vilje til at opretholde et tvivlsomt maskespil henover halvanden år, frem for at nå frem til slagkraftige pointer. Og med det, en pointe med filmen der gerne skulle være andet end banal.

Kvaliteten af filmen er rædsom, i forsøget på at give et punk’et udseende. Gennemtænkt virker det heller ikke. Phoenix dasker lidt rundt, sniffer lidt coke, er sammen med nogle ludere, skaber sig som en forudrettet teenager og fejler i at få P. Diddy i at producere et album med ham. I starten er Phoenix en smule komisk, men nyhedsværdien ryger hurtigt, sammen med filmens i øvrigt søvndyssende tempo. Hans forfald fra berømthed til afdanket hip-hop’er mister enhver form for troværdighed, netop fordi konceptet er så forceret, elendigt udført og pubertært fremstillet. Værst af alt, og ironisk nok, fremstår Afflecks angreb på overfladen lige så tomt og intetsigende, som dét der forsøges udstilles i ”I’m Still Here”. Kedeligt, uinteressant, påtaget og spil af tid. Både af Phoenix og at dem der vover sig ind og ser den.

Konklusion:

“I’m Still Here” har et enormt potentiale, og en imponerende dedikeret Joaquin Phoenix til rådighed. Men Casey Affleck fejler med sin debutfilm, og fejler som opblæst, kedsommelig og ikke mindst som en inkompetent filmskaber og fortæller. Ja, det er meningen at formen skal være håndholdt dokumentarisk og pågående, men det virker på ingen måde troværdigt eller som om Affleck har en tydelig målsætning med filmen. Filmisk er den skruet dårligt sammen, teknisk er den lattervækkende. Efter en halv time er den direkte kedelig. Som eksperiment falder den resolut sammen. Det er en skam, da “I’m Still Here” kunne have været en interessant stikpille. Desværre er det endt i hat og briller – og alt for meget fuldskæg. De to stjerner er for Joaquin Phoenixs indsats.