Filmen bygger på en historie fra det virkelige liv i 80ernes San Francisco. Dens producent Mark Clayman så et dokumentarprogram om Chris Gardner og fandt, at det var lige en historie for ham og en hovedrolle for Will Smith. Som instruktør valgte de den italienske mandlige instruktør Gabriele Muccino, der aldrig før havde indspillet en engelsksproget film, men vundet publikumsprisen på Sundance Festivalen med en italiensk film The Last Kiss. Det har måske gjort, at filmen lægger hovedvægten på at skildre fattige amerikaneres slidsomme liv, noget man jo ellers ikke ser meget til i amerikanske film.

Chris Gardner har satset på at sælge nogle medicinske knoglemarvsscannere til læger, men apparaterne er dyre, og USA er ramt af så dårlig økonomi, at selv præsident Reagan er bekymret. Derfor kniber det meget med at tjene investeringen ind, husleje, parkeringsbøder mm udhuler økonomien, selv om fru Gardner slider med overarbejde på et vaskeri. Deres lille søn Will bliver imens anbragt bag tremmer i en kinesisk børneopbevaring, hvor børnene mest ser voksne Tv-serier. De økonomiske problemer og det daglige slid fører til, at fru Gardner rejser fra deres beskedne hjem i San Francisco, og kort efter bliver far og søn sat på gaden.
Chris Gardner er kvik i replikken og til matematik, og han finder på, at han vil søge ind et sted, hvor folk ser lykkelige ud og har fede biler, nemlig på børsen. Efter ihærdigt pres lykkes det ham at blive praktikant på et børsmæglerkursus, men kun 1 af de 20 praktikanter kan få job i børsfirmaet.

Vil det så lykkes for ham, når han skal hente Will i børneopbevaringen, sælge de sidste scannere og holde sig frisk og nobel i tøjet, selv om han og sønnen må overnatte på toiletter, i tog eller i husvilde-herberg, hvor der er lange køer ved indgangen og for lidt plads. Det er noget af en tour-de-force, han skal klare. Will Smith og hans rigtige søn Jaden har et fint samspil i hovedrollerne, og det er jo en elementært god historie om en mand, der satser alt på at klare en alvorlig krise uden at det går for meget ud over hans lille dreng. At alle har ret til at deltage i jagten på lykken er jo en del af den amerikanske forfatning og ideologi, og herhjemme har statsministeren forsøgt at overbevise os om, at en bistandsmodtager kan ende som bankdirektør. Men hvor tit sker det? Måske oftere i USA end her. Filmen er rigelig lang, men altså et interessant indblik i de fattiges liv i en amerikansk storby.

Den kunne have været fyldt med endnu værre problemer, f.eks. ruinerende sygdom, og den kunne have været meget mere sentimental. Nu er det blevet en pæn og velspillet historie om den amerikanske drøm, skildret af en italiensk instruktør. Den kommer op i 29 biografer og skal nok finde et publikum, der kan lide sådan en historie med megen modgang og en happy end for den gode far og hans charmerende lille søn. Med den titel og den plakat er det svært at bevare pessimismen eller spændingen om, hvordan det hele slutter. Chris Gardner har en drøm om succes. Men det går dårligt med at sælge de scannere, han har investeret i, og det går endnu dårligere med hans ægteskab. Pludselig står han alene med sin søn på fem år, bliver smidt ud af sin lejlighed og har næsten ingen penge. Trods sin situation som hjemløs presser han sig ind på et praktikantkursus for børsmæglere, hvor han har 1/20 chance for at få job bagefter. Men kan han klare sig mod sine hvide konkurrenter, der ikke skal passe en lille dreng og ikke overnatte i tog eller på toiletter? Vil hans jagt på lykke lykkes?