Jean-Claude Van Damme. Den hårdtslående belgier der er kendt for muskler og fart over feltet, ses her i en sjælden rørende og nærværende rolle, hvor han spiller, nå ja, sig selv. Filmen der bærer Van Dammes initialer, er en film om drømme, helteroller og forvrængede billeder. Når filmen viser Van Dammes dagligdag, hvor man i den grad ser bagsiden af medaljen, er den underholdende og morsom, men når filmen samtidigt tør tage fat i Van Dammes tanker og selvbilleder, virker den så hudløst ærlig, at man ikke kan andet end lade sig røre over manden pakket ind i det hårde ydre. Denne metafilm er en perfekt blanding af selvironi, humor og action. Især selvironi klæder få lige så godt, som den klæder Van damme, der måske nok kender til frygt og angst, men ikke er bange for også at vise hvad der sker når først det selvironiske smil stivnes, og alvoren melder sig. Og det er den slags mod, jeg må tage hatten af for.
 
Jean-Claude Van Damme er efter en hård retssag om forældremyndigheden over hans datter, landet i Belgien. Dommeren brugte Van Dammes roller i voldige film, som et dårligt forbillede og taxachaufføren han kører med i Belgien, synes at Van Damme er selvoptaget og snobbet. Men han har også fans i Belgien, mange af dem. Og de må alle se måbende til, da Van Damme barrikaderer sig på et posthus og ringer ud med løsesumskrav for de gidsler der er på posthuset. Har retssagen været så dyr, at Van Damme er blevet presset til yderligheder? Er den evige konkurrence mod Steven Segal bare blevet for meget af det gode?

Filmen starter med et flere minutter langt one-take hvor Van Damme løber rundt blandt eksploderende biler, ild og kugler. Bedst mens publikum begynder at undres over, hvordan han kan holde til, at lave actionscener som disse uden nogen klip overhovedet, hører vi en instruktør råbe: ”cut!” Van Damme selv må også beklage sig over denne alt for fysisk hårde scene. Næste gang filmen har så langt et one-take, er i en scene hvor Van Damme reflekterer over sit liv og handlinger. Denne scene er mindst lige så imponerende som den første. Van Damme udviser stor skuespiltalent og scenen er rørende realistisk, i forhold til hvordan store stjerner i virkeligheden må have det med livet og omverdenen. De to scener beskriver filmen meget godt. Den er en hyldest og fejring af alle Van Dammes bedste stunt og det der gjorde ham kendt, og så er den også Van Dammes ønske om at blive set for mere end det.

’JCVD’ lykkes i både at underholde og give os glimter af den stjerne, der efterhånden er blevet til en kultfigur og samtidigt at holde en alvorlig undertone. Van Dammes ønske om at leve op til den piedestal han er blevet sat på, give en del fantasier om cirkelspark, til ære for fanskaren. Men ’JCVD’ er ikke kun for fans, for den er også et usædvanligt indblik ind i verdenen bag Hollywood og er ganske seværdig alene for balancegangen og kampen for, både at være sig selv og ikke at skuffe sine håbefulde fans. Filmen følger sin stil helt til dørs, og så har den fed humor og masser af charme. Van Damme, thank you ma’m for en overraskende sej film. –af sted til biograferne!
Filminformation:
Originaltitel:
Instruktør: Mabrouk El Mechri
Medvirkende: Jean-Claude Van Damme, Francois Damien, Zinedine Soualem m.fl.
Længde: 97 min.
Premiere: 17.07.2009
Distributør: Miracle Film