Hatten af for Taika Waititi. Den newzealandskfødte filminstruktør er for alvor nået ud til et bredt publikum. Vampyrfilmen ”What We Do in the Shadows”, der blev præsenteret som en mockumentary, vakte en smule opsigt da den udkom tilbage i 2014. Siden da er den dog blevet noget af en kultfilm og har endda bragt liv til tv-serien af samme navn, som lige nu er i fuld gang med sin 2. sæson. Waititis næste film, komediedramaet ”Hunt for the Wilderpeople”, blev i moderlandet New Zealand, den bedst indtjente newzealandske film nogensinde og den sikrede ham en masse ros fra kritikkere verden over. Den var højst sandsynligt også skyld i at Waititi blev inviteret til USA for at instruere Marvel-filmen ”Thor: Ragnarok”, som overgik forgængerne på samtlige parametre og blev en kæmpe succes for Disney. Med sin antikrigsfilm ”Jojo Rabbit” vandt Waititi sin første Oscarstatue for bedste adapterede manuskript og det bliver næppe den sidste han vinder. Sidstnævnte er lige landet på Blu-ray i Danmark.

Komediedramaet ”Jojo Rabbit” er en 2. verdenskrigssatire om en ung nazistisk dreng (Roman Griffin Davis), som kommer igennem krigens barske tider ved at have Hitler som sin usynlige fantasiven (Taiki Waititi). Den fjollede udgave af Hitler hjælper Jojo med at håndtere alle de ubehageligheder, som Hitlerjugend kræver af drengen. Men da Jojo opdager, at hans mor (Scarlett Johansson) gemmer en ung jødisk pige (Thomasin McKenzie) i deres hjem, ændrer alt sig.

”Jojo Rabbit” er smaddercharmerende og nem at holde af, hvilket ikke mindst skyldes den unge skuespiller Roman Griffin Davis, der spiller hovedrollen som Jojo. Han er noget af et stjerneskud og bidrager i stor stil til filmens charme. Hans kemi og samspil med Scarlett Johansson, der spiller den omsorgsfulde, kærlige og handlestærke mor, vælter i den grad kegler og står for nogle af filmens sødeste scener. I rollen som fantasivennen Hitler, har Waititi på ironisk vis castet sig selv, og det er svært at forestille sig et bedre fit i rollen. Det er tydeligt, at Waititi har ladet sig inspirere af Wes Anderson. På billedsiden ligner ”Jojo Rabbit” især ”Moonrise Kingdom” og genremæssigt befinder de sig også i samme boldgade. Hvis man skal lade sig inspirere af nogen, er Anderson bestemt et godt bud, men selvom ”Jojo Rabbit” kvalitetsmæssigt er mindst lige så god som ”Moonrise Kingdom”, så føles det alligevel ikke helt som om, at den er helt sin egen.

En anden ting der gør, at ”Jojo Rabbit” aldrig helt når guldet, er at balancen mellem satire og drama ikke altid understøtter hinanden. Filmen indeholder komiske indslag som nærmest kunne høre hjemme i en Judd Apatow-film. Scener der er så fjollede og langt ude, at de nærmest ikke hører hjemme i den virkelige verden. Man glemmer fuldstændig at filmen finder sted under 2. verdenskrig, den mest dødelige konflikt i den menneskelige historie, hvilket kostede mellem 50 og 85 millioner mennesker livet… Og det var vel næppe Waitits hensigt. Et par gange undervejs minder Waititi os dog om, hvor barske disse tider var og man får næsten dårlig samvittighed over at have grinet af en joke et par minutter forinden. Det er næppe alle, der vil have det på samme måde som undertegnede, men jeg synes, at de to tilgange modarbejder hinanden. Vil ”Jojo Rabbit” være en komedie om hvor dumme nazisterne var eller et barskt drama om ubehagelighederne ved krig? Waititi vil have det hele. Oscarakademiet gav ham en Oscar for det. Jeg synes ikke at det er helt problemfrit, men anerkender dog stadig Waititis forsøg og vil opfordre alle til at bedømme for dem selv.

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i Widescreen 1080p HD 1.85:1. ”Jojo Rabbit” ser fantastisk ud i HD. Detaljerigdommen er billedskøn, kontrasten er lige så upåklagelig som farvegengivelsen, og jeg bemærkede ingen glorier eller utilsigtede støvkorn.

Lydformatet er præsenteret i DTS HD – Master Audio 5.1. Filmens lydside er lige så imponerende som dens forbløffende billedside, og den gengives ligeledes perfekt på Blu-ray. Ikke én enkel replik drukner i virvaret, og panoreringerne sidder lige i skabet.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af ”Darkest Hour” indeholder minidokumentaren ”Inside Jojo Rabbit” som giver et fint indblik i skabelsen af filmen. Udover dette byder disken også på et kommentarspor indtalt af instruktøren Taiki Waititi og en håndfuld slettede scener.

Konklusion ”Jojo Rabbit” er en utroligt charmerende film med et helt fantastisk cast. Filmens satiriske tilgang til 2. verdenskrig komplimenterer ikke altid de dramatiske scener – og omvendt – men her er alligevel tale om en god film, som kan ses af hele familien. Filmen ser og lyder godt på Blu-ray og udgivelsen indeholder noget udmærket ekstramateriale.