Ironisk nok troede jeg først Joker var en joke. På YouTube florerede håndholdte videoklip med Joaquin Phoenix der tossede rundt på gaden iført klovnekostume. Tiltroen var begrænset, taget Joaquins selviscenesættende historik i betragtning, og hans “I’m Still Here”-eksperiment, hvor han snørede medierne om lillefingeren og gav sig ud for at følge drømmen som rapper. Joaquin Phoenix som en skurk fra superheltenes mytologi? Var det en ny internet-hoax? Mest af alt var det slet ikke ventet at filmens realitet endte som en kandidat på Oscar-podiet. En karakter vokset ud af nørdkulturens kælderrum, ud til de brede masser og videre mod finkulturens anerkendelse. Den rejse var ikke lykkedes, havde det ikke været for en uendelig dedikeret skuespiller der brugte hver en celle i kroppen til at forstå sin karakter.

For Joker bliver til meget mere end en oprindelseshistorie bag den ikoniske skurk. Den folder sig ud som et samfundskritisk manifest der kommer på tværs i spiserøret for den amerikanske drøm. Måske derfor var begejstringen hos den amerikanske presse ikke uendelig stor, mens vores lokale medier nærmest ikke kunne få armene ned. Det er ikke rart at se vrangsiden af det glansbillede man selv tror så inderligt på. Jokeren bliver et produkt af samfundets egne hierarkier. En mand der bliver trampet på mens han ligger ned, udspyet og latterliggjort, holdt nede af overklassens kræfter, udstillet i medierne og ender som et monster skabt af samfundet. Det er et vink med en baseball-kølle overfor amerikansk ulighed, iscenesat i en fiktiv verden der viser den værste side af vores egen.

Det er noget af et sceneskift for instruktør og producent Todd Philips, der tidligere hævede baren for amerikansk komedie med The Hangover trilogien, og man overvejer hvor mange gange visionen bag Joker har ændret sig i projektets forløb. Stilen er ret ualmindelig, klassisk og nutidig på samme tid. Rusten og moderne. Det er endnu eksempel på, hvordan artefakter fra superheltegenren kan spire og vokse ud af uventede grene, men vil måske ofre de gamle Batman-fans i samme forløb, for The Joker vil ikke følge mytens principper og regelsæt. Historien bruger i stedet Bruce Waynes far som et symbol for overklassens arrogance og selvhøjtidelighed. Man kan kalde det det nihilistiske u-vendinger som ikke er i alles smag, men The Joker er et befriende eksempel på en uventet udvikling af genre.

Stilmæssigt er Joker særegen og selvstændig, understøttet af komponist Hildur Gudnadòttir, som virkelig formål at omfavne miljøet med sit abstrakte lydspor. Men The Joker er først og fremmest en karakterdrevet fortælling hvis enorme byrde er løftet af en spinkel veganer med et sjældent set skuespiltalent. Det er særligt Joaquins ejerskab og dedikation til hver en scene som bringer eksperimentet i mål. Vi tror på ham, føler med ham og deles om den proces der gør Arthur Fleck til en impulsdrevet morder. For sådan har vi aldrig set Jokeren.

Ekstramateriale

Blu-Ray udgivelsen har tre forskellige making-of dokumentarer og et slideshow med movie stills, som man fornemmer mest er tiltænkt som promoverende materiale. Det er ok til et gennemsyn, men vi kommer ikke rigtig ind bag øjenlåget på den skuespiller alle talte om i 2019.