Den er dansk, den varer typisk de gyldne 90 minutter, den er for familien Danmark og den kommer hver jul. Jeg taler naturligvis om en ny dansk folkekomedie. Sidste jul tilmeldte dansk film sig begrebet ‘reboots’. Julefrokosten er oprindeligt en festkomedie fra 1976, om alle de velkendte rutiner fra det årlige firmadruk i december: Snaps, sex og kaos i kopirummet. Sidste jul blev titlen lånt videre til årets familiefilm. “Julefrokosten” anno 2010 stillede sigtet og skød sig direkte mod provinsmarkedet. – En perfekt historie for målgruppen, om det lille familiære autoværksteds truet af slipsedrenge og den onde kapitalisme.

Holgers autoværksted er beboet af de skæve eksistenser med olie på fingrerne. Bilhuset Mastodont klarer sig fint på bilmarkedet, men som de typisk pengegriske socialfascister vil ejeren have Holgers værksted lukket. En slags plan går ud på at sende den nye unge sælger ind som undercover værkfører, på aftenen for deres årlige julefrokost. Og derefter eskalerer alt med alle de danske tomhjernede traditioner som vi elsker juledrukken for.

Finkulturelle filmsnobber skal naturligvis holde sig langt væk fra “Julefrokosten”. – Det giver selv, men med proletarsympati, minisamfund og danske traditioner, burde det være en film lige til højrebenet. Man må også give filmen nogle credits for den imponerende rollebesætning det trods alt er lykkedes at skrabe sammen. Dick Kaysø, Mick Øgendahl, Anders W. Berthelsen, Kim Bodnia, Martin Brygmann, Thure Lindhart, Kurt Ravn, Ghita Nørby, Anne-Grethe Bjarup Riis og Helena Christensen. Jamen altså – der mangler ingen.

Men, selv med alle disse herligheder fra den danske skuespillerskole, så er “Julefrokosten” utrolig svagt eksekveret. Naturligvis sælger den sine billetter, men både historien, scenografien, optagelserne og de sparsomme digitale effekter er tydeligvis affyret på rekordtid. Det ligner en god uges arbejde i mine øjne. Komik sælger ikke selv. – Det skal udføres med respekt for genren, ellers virker vittighederne malplacerede, og slapstick gør sig ikke godt i den danske filmkomedie. “Julefrokosten” anno 2010 er en grim julefarce fra venstre hånd.

Filmen: 2/6

Billede og lyd:
Format: 1.85:1
Lyd: DTS Digital surround
Tekster: Dansk, engelsk, norsk, svensk, finsk.

Ekstramateriale:
Lidt overraskende har distributørerne valgt at drysse lidt julesne over ekstramaterialet. Bl.a. et sjovt klip fra DRs smagsdommerne med interview af instruktør Rasmus Heide efter panelets ubarmhjertige reaktion på “Julefrokosten”. Det giver virkelig dvd udgivelsen den rette selvironiske kant, og fik undertegnede med på spøgen. Derudover lidt features om optagelserne, kommentarspor og andet promomateriale.

Konklusion:
“Julefrokosten” er en virkelig, virkelig skidt julefilm, men vinder alligevel point på dvd’ens ekstramateriale. Det er dejligt at se, hvordan ‘de skyldige’ er udstyret med en sund ironisk distance til deres egen film, og ønsker at forsvare den. Hvis du, ved et tilfælde, skulle give filmen en chance, så se den – og skynd dig at se ekstramaterialet bagefter. Det udjævner skaden betragteligt.