Da Jurassic Park i 1993 havde premiere, var jeg i Los Angeles. Jeg så filmen to gange, og rejste hjem med Michael Crichtons bog under armen som læsestof på den 12 timer lange flyvetur. Da Jurassic Park nogle måneder senere fik dansk premiere, så jeg den igen akkompagneret af Imperials suveræne surround sound. Verden var opslugt af dinosaurerne og DNA af god grund, for Spielberg formåede både at starte en videnskabsfilosofisk diskussion omkring middagsbordet, og levere et episk stykke filmhåndværk langt under det forventede budget.

 

Dinosaurerne blev for evigt genoplivet med computerens kraft, men efterfølgende fik Jurassic Park trange år. Spielberg instruerede The Lost World, som, trods glimrende suspense-scener, ikke fungerede i helheden, rundet af en med 3’er som var nogenlunde lige så mindeværdig som pensionsselskabernes vedtægter. En langt fra indfriet filmtrilogi. Det amerikanske filmmarked har for længst punkteret trilogiens harmoni med 4’ere, 5’ere, und so weiter, og i sommers blev Jurassic Park så næst offer for metervarefabrikken. En bitter afspejling af nutidens kommercielle bumletog, hvor alt skal være større, bedre, vildere. Parken var for snæver, så nu skal det hedde Jurassic World.

jurassic_world

Historiemæssigt fortsætter Jurassic World tråden om Richard Hammonds legende: Forlystelsesparken med dinosaurer, som nu er blevet skåret til og strømlinet af pengeglade aktionærer. Som en slags kommentar til filmbranchens eget paradoks, skal parken udvikle sig hver sæson, for at tiltrække flere betalende gæster. Spielberg brugte DNA som oplæg for diskussion, mens den nytilkomne instruktør, Colin Trevorrow, trækker genetisk manipulation ind i debatten. Videnskaben sejrer med kombinationer af dino-gener, til at skabe en endnu vildere dinosaurus. Farligere, hurtigere, klogere, ondere. Spøjst nok er Jurassic World selv et facit af samme drift, og det kræver ingen Einstein at regne ud, at det menneskeskabte monster slipper løs og fortæller en ting eller to om kapitalens magt over mennesket.

 

Men så er der heller ikke mere positivt at sige om Jurrassic World, både hvad angår action og bemanding. Sårbarheden placeres klichefyldt hos to brødre, som besøger øen og deres tante Claire, den driftsansvarlige for parken (men forhåbentlig ikke sikkerheden). Hun er klinisk hvid, rødhåret og rationel forretningskvinde. Når lorten så rammer ventilatoren kalder de Owen, en bredskuldret, beskidt løvetæmmer med speciale i raptors og læderveste. De spiller deres roller efter tekstbogen, men ingen af papfigurerne er værd at investere sin empati i. Heller ikke den genetisk skabte dinosaurus, som burde være filmens King Kong, har nogen mindeværdig karisma.

R00L3UM

Spændingssekvenser er alfa og omega i en Jurassic film. Farlighed er fundamentet for andet akt, hvor katastrofens bovport står på vidt gab og alle homosapiens kæmper for overlevelse. Spielberg mestrede publikums følelser og brugte lag-på-lag spænding til at skubbe os lang ud over stolekanten. Når noget var slemt, drejere han på knapperne og gjorde det endnu værre. Trevorrow formår ikke at adoptere metoden – Ikke engang tæt på. Filmens action er en pærevælling af 3D-optimeret råben, løben, skrigen, skyderi, folk der bliver spist og dinosaure der brøler med hele tandsættet mod skærmen. Ingen mindeværdige og ikoniske scener som Jurassic Park var sublim i.

 

Jurassic World er en kommercielt avlet 3D metervare. Filmisk Coca Cola der finder sin succes gennem marketingkroner og sponsoraftaler med Mercedes. Nuvel, bedre og mere ambitiøst end den intetsigende 3’er, men ambitionerne er nærmere drevet af flere efterfølgere til Jurassic World tilegnet det nye, købedygtige marked, end at lave gode katastrofefilm som sælger sig selv. En typisk film efter markedets tidsånd: Forfængelig, utålmodig og glemt i morgen.

 

Ekstramateriale:

Standard blu-ray udgaven har en god og dedikeret omgang ekstramateriale, hvor instruktør Colin Trevorrow og Chris Pratt taler sammen og indfører os i tanker og produktionsinfo. Også Spielberg medvirker grundet hans konsulentbistand til filmen. Ekstramaterialet vidner et fundament og godt kendskab til filmiske virkemidler, såvel som respekt for Spielbergs første film, så man forstår faktisk ikke at resultatet ikke blev bedre.