Julen nærmer sig i de lirede storcentrerne, og for familien Danmark er det et nationalt ritual at kravle ind i den naboliggende biograf efter at have stået i kø i Imerco. Også denne jul er overraskelserne fåtallige, for de danske familiefilm stå allerede klar til at få en del af kagen i danskernes forbrugslån. Første film på listen er Karlas Kabale, instrueret af Charlotte Sachs Bostrup som red på bølgen med Anja & Viktor 2, men var fuldstændig på udebane hos Familien Gregersen. Hun fandt med sikkerhed sin niche i TV3s kvindeserie Nynne, og atter har hun instrueret en risikofri film der er baseret på en børnebog skrevet af Renée Toft Simonsen. Kendte kvinder kender jo kvinder bedst.

Det er ikke kreativiteten der præger Karlas Kabale for plottet er konstrueret efter gennembrugte og uopfindsomme klicher: Moderen er julestresset, har rengøringsvanvid og snerrer af sine børn. Faderen er verdens bedste legekammerat, men drikker lidt for meget og svigter børnene. Papfar er fraværende opslugt i sit arbejde. Når alle forældrene opfører sig som pattebørn er det familiens ældste barn der uretsmæssigt overtager voksenrollen og skal udgøre autoriteten overfor de søskende – indtil det udsatte barn vil give forældrene en lærestreg ved at løbe hjemmefra. Det er fra start til slut et ganske forudsigeligt scenarium.

Fundamentalt set handler det om social svigt og familiesammenbrud, men idet premieredatoen nærmer sig julemåneden kunne Bostrup ikke tillade sig andet end, at pakke sagerne ind i en tandløs børnefilm med en liflig duft af småkager. Kombinationen af julekringler og skilsmisser føles lidt kvalmt i filmens naivistiske univers, men nu er julen som bekendt også kunstighedens højsæson. Bedre bliver det ikke af Bostrups manglende evne til at formidle karakterernes tankevirksomhed. Hun er overfladens mester hvilket ofte gør hendes personer substansløse og karikerede, og endnu værre bliver det når hun forsøger sig med komikkens discipliner. Humoren har minimal effekt i en fortælling der traver sløvt gennem sneen, og hele drivkraften er bundet omkring søgte virkemidler hvor vi konstant skal tænke – ?nå, hvor er det synd for Karla?.

Bostrup kan ikke undgå at hengive sig til den oversentimentale og utroligt glædelige afslutning, så meget at der går rendyrket eventyr i provinsen. Historien ender i naiv kræmmerhygge og gader oplyst med julelamper. Forløsningen pakkes ind i rødt glitterpapir med guldsløjfe og et kort påskrevet ?fra alle os, til alle jer?. Ingen bliver skuffede. Virkelighedens skilsmissefamilier har med garanti aldrig oplevet en så forsonende jul som i Karlas Kabale. Kvaliteten skal naturligvis vurderes i forhold til sin målgruppe som er piger mellem 10 ? 12 år, men med sin folkevarme hensigt er vi fjernt fra de realistiske problemer som piger udfordres med. Nuvel, det er jo kun jul én gang om året, og det er ikke tidspunktet at påminde biografgæsterne om hvor nederdrægtigt livet reelt er.
Karla på 10 vil gerne samle hele familien til jul, men det er ikke nemt at få kabalen til at gå op, når mor har rengøringsvanvid, stedfar ikke gider julehygge og far drikker lidt for meget. For slet ikke at tale om alle søskende, der aldrig forstår noget. Det hele er så svært, at Karla er lige ved at opgive, men også kun lige ved.