Filmtitler som udgives direkte på DVD er oftest set med et vist forbehold. Personer i distributionskæden har besluttet at filmen ikke har potentiale nok til en tur i biffen. Men i visse tilfælde kan der opdrives film som er glimrende nok i sig selv – selvom de ikke har biograf-stoffet i sig. ”Kartellet” er endnu en film som er blevet udvalgt til DVD-markedet – ikke fordi den er håbløs, men formentlig fordi den ikke indeholder tilstrækkeligt gode salgsargumenter. Temaet er genbrug, skuespillernes popularitet er lille og der er begrænset production-value. Men på sine egne mindre præmisser kan ”Kartellet” sagtens nydes for det den er: Et underholdningsfikseret mexicansk ganster-epos.

Velkommen til Mexico – Landet med narko, tortur, korruption og prostitution.
Den mexicanske über-boss, Salazar er døende, og i fødekædens sekundære rækker bliver der skudt, tæsket og tortureret for at nuppe magten og skabe nye forretningsforbindelse i mellemøsten. Men krigen har også fået besøg af amerikanske dusørjægere der snuser omkring scenen – og måske figurerer de på lønningslisten af den amerikanske regering. Skjulte dagsordener, kongemord, forræder og ingen rene helte – så er der også rigeligt med konflikter og spændingsfelter til en typisk omgang gangster-gøgl.

Der er ingen tvivl i nogens sind om hvor ”Kartellet” har ladet sig inspirere. Alt i filmen ligner til forveksling Steven Soderbergs ”Traffic” fra år 2000. – Det støvede, golde mexicanske miljø i kontrast til de kolde blåmættede amerikanske rum. Den nervøse kamerahånd, kreative klipning og afdæmpede stemning i en verden som er gennemsyret af korruption, underkastelse og den lille værdi i menneskeliv. Men der hvor ”Traffic” løfter sig langt over ”Kartellet” er i dens politiske idealisme. Jovist, ”Kartellet” er ikke nogen moralsk verden, og amerikanerne er ikke drevet af godhed med af civiliseret grådighed, alt imens deres sydlige nabo er ved at strangulere sig selv. Men det er blot flygtige strejf i forhold til filmens underholdningsfaktor.

”Kartellet” er en ”Traffic” lillebror – den som forsøger at gøre alting efter, men ikke evner at gøre det lige så godt. Den kan ikke altid holde samling på sit brede persongalleri og mange konflikter. Visse handlinger efterlades uforløst. I sidste ende vil den mest underholde, og den ender da også med at være en nogenlunde overfladisk konceptfilm mere end et politisk manifest. Det skal man blot vide. Men derefter har jeg ingen problemer med at anbefale ”Kartellet” – blot for en engangsoplevelse. Den har tydeligvis ikke biograffilmens kaliber men gør sig godt på tv. Fans af gangster-genren vil formentlig finde ”Kartellet” glædeligt underholdende og ret ferm.
Lyd & billede:
Billede: 16:9 Anamorphic 2.35:1.
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS.
Tekster: Dansk.

Ekstramateriale:

Fem forskellige Behind-the-scenes der fokuserer på forskellige vinkler af filmens indhold: ”The Making of”, ”The Story”, og ”The Settin”, ”Production design and Art Director” og ”Stunts and Weapons”

– International trailer.

Ret interessant indhold for folk som interesserer sig for en films tilblivelse, men nogle af de enkelte film er absurd kortfattede.
Konklusion:

”Kartellet” er mest af alt et underholdende omgang gangster-opgør i Mexico. Kvaliteten og præstationerne er lidt svingende, men filmen gør sig glimrende til en tv-aften. Med forventninger i bero kan man formentlig godt blive positivt overrasket. En DVD-udgivelse af den bedre klasse.
Filminformation:
Originaltitel: La Linea
Instruktør: James Cotten

Medvirkende: Ray Liotta, Andy Garcia, Danny Trejo

Produktionsår: 2008

Længde: 91 min

Premiere (dvd): 28-07-2009

Distributør: Mis Label