Der findes mange gode musikere. Men, hvis en musiker virkelig skal imponere undertegnede, skal personen overleve historikkens hensynsløse hammerbor og have gennemført den klassiske dramaturgi: Fra præsentation, konfliktoptrapning og point of no return til en positiv forløsning. Britney Spears gjorde det. Madonna gjorde det. De har være spillere i musikbranchen i årevis, oplevet hurtig succes, fået tæsk af traumerne og har bestået prøven da det så mest sort ud. De kæmper og de overlever. Hverken finanskriser eller jordskælv kan vælte dem.

Så min første tanke ved synet af Katy Perrys koncert-dokumentar ”Part of Me” er… hvem tror hun at hun er? Hun står på podiets første trin, klæder sig i bolsjefarver, bader i nyvunden succes og fræser rundt i sportsvogn sammen med kæresten, den britiske komiker Russel Brand. (Endnu et celeberty marriage der naturligvis ikke holdt). Alt det, trods hendes åbenlyse manglende sangtalent. Hun har ikke oplevet faldet i endnu, eller påvist sin levedygtighed. Og nu er hun åbenbart berettiget sin egen filmbiografi?

En del af mig, havde håbet på en selvparodisk indgangsvinkel. At Katy Perry måske forstod ironien i sig selv. Den del af mig blev skuffet. ”Part of Me” japper af sted med scener fra hendes koncertshows, med hvinende fans i nærbilleder, lidt obligatorisk baggrundsviden om hendes opvækst og karriere og back stage optagelse om tourens iscenesættelse og de fysiske kræfter der ligges i showet. For at toppe totempælen giver andre kvindelige superstjerner ukritisk ros til Katy Perrys … musiktalent, mens fans fortæller hvordan hun har inspireret deres liv og fylder hverdagen med livsglæde og håb. En kvalm klyngebombning af tomme kalorier.

Det er skide flot filmet med knivskarpe farver og tydeligvis masser af 3D optimerede scener og kameratricks, men det kunstige eventyrland hun omgiver sig med, er et gennemtrængende symptom for hele dokumentaren. ”Part of Me” er som de forvoksede bolsjer hun bruger på scenen. Flotte farver udenpå, men efterhånden som man sutter på det, forsvinder kuløren og smagen indtil der er intet tilbage. Det er fanfilm lavet for fans og kun fans, som ikke vil se ét skår i facaden på deres idol. Flødeskum med flødeskum på.

Katy, ring til mig om ti år, og lad os se på karrieren. Hvis du stadig er på toppen af poppen, så har du vundet en plads på podiet. Men, lige nu er du blot et selviscenesat glasbillede, så spar verden for disse film.

Billede & Lyd:

Format: 1.78:1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, spansk, fransk, m.fl.
Sprog: Engelsk
Lyd: 5.1 DTS-HD Master Audio.

Ekstramateriale:

Den anmeldte udgave var en Limited 3D edition (hvor limited den reelt er, er uvist), som indeholder 3D, 2D og DVD udgave. Af øvrige ekstrascener kan man se full concert performance af numrene ”Last Friday Night” og ”Waking Up in Vegas”. En ekstrafilm om Katy Parry der besøger sin bedstemor, et par slettede scener og lidt behind the scenes fra hendes tour. Alt i alt godt præsenteret, så hvis man er fan vil det falde i god jord.