Britiske horrorfilm er nærmest i en genre for sig. I det seneste stykke tid har flere vist sig at udmærke sig hos anmeldere og publikum, og det er fordi, at de tager en langt mere seriøs tilgang til materialet, end man er vant til. ”Kill List” blev en af sidste års store overraskelser, da den høstede en endnu større række positive anmeldelser end britiske horrorfilm er vant til, og dermed overgik f.eks. ”Eden Lake” i popularitet, og netop derfor har jeg længe været interesseret i filmen her. Jeg er nemlig selv lidt af en gysernørd, der gerne ser alt indenfor genren, om det så skulle være godt eller skidt, selvom førstenævnte naturligvis har den højeste prioritet. Jeg har dog også lært af film som f.eks. ”Eden Lake” (igen), at popularitet ikke nødvendigvis er lig med kvalitet, og jeg har endnu ikke været imponeret over den nye bølge af britiske horrorfilm. Desværre ender vurderingen også i den negative ende mht. ”Kill List”.

Jay (Neil Maskell) er en familiefar, der er ramt hårdt finanskrisen. Han har ikke haft et job i 8 måneder, og familiens økonomi ser ikke godt ud. Da han får besøg af sin ven Gal (Michael Smiley) en aften, har han dog et job til ham. Jay er nemlig tidligere soldat, og har før ageret som lejemorder sammen med Gal, men har et problem med at holde igen. Presset af økonomien siger Jay ja til jobbet, som omfatter en såkaldt kill list over en række mennesker, der skal slås ihjel. Der er dog nogle, der trækker lidt i trådene, og ikke alt er, hvad det ser ud til.

”Kill List” er bundhamrende seriøs ultravold med et brugt og søgt twist i slutningen. Den har da sine øjeblikke med kulsort humor, men ”Kill List” forbliver seriøs hele vejen igennem blot for chokværdiens effekt. Dette fungerer bestemt på langt de fleste, og selv horrorfans kan have problemer med enkelte scener, men koger man filmen ned til benet, er ”Kill List” et dybt utroværdigt og vanvittigt prætentiøst makværk. Volden er nok til at fastholde interessen, ingen tvivl om det, men karaktererne er overfladiske stereotyper, og de situationer de anbringes i, skal man være ganske godtroende og naiv for at godkende som troværdige. I den sidste halve times tid går filmen fuldstændigt overbord, og bliver ligefrem ufrivillig morsom, hvor instruktøren Ben Wheatley bestemt havde sigtet efter det modsatte. Det er virkelig synd at et så interessant præmis, bliver behandlet så komplet tåbeligt, at selv de grafiske scener virker malplacerede og sære. Som helhed har Wheatley ikke styr på sit eget manuskript, der ellers har nogle fine moraler gemt rundt omkring, men som falder fra hinanden, når de skal understreges i filmen. Når filmen runder af med dens forudsigelige twist, håber man dog at filmen fortsætter et stykke tid endnu, netop fordi at det hele vil virke så irriterende ligegyldigt, hvis det ender her, men det gør det. Først her går det 100 % op for en, at man har været vidne til en omgang prætentiøst sludder, der hverken har hjertet eller hjernen placeret det rette sted, men anatomisk er en omgang rod, der godt kunne have brug for en gennemgang eller ti mere.

Det hele er dog ikke skidt. Opbygningen i den første halve times tid fungerer glimrende. Vi introduceres langsomt til en familie i splid, og den virker ligefrem realistisk i sin tone, dialog og især hvad angår skuespillet. Man glemmer i øjeblikke at man ikke ser en dokumentarfilm, og det kan vi takke Maskell og især MyAnna Buring (der spiller hans kone) for. De to har en fantastisk kemi sammen, som desværre bagefter falder fra hinanden, da manuskriptet hiver de to væk fra hinanden igennem længere tid, indtil de mødes igen senere hen, og agerer helt anderledes sammen her. Troværdigheden er dog filmens største problem. Et af mange eksempler kunne være, da en person sniger sig op på en anden i skovens dybe stille ro, og slår vedkommende ned. Enhver ville kunne høre dette. Flere steder må man ryste på hovedet, og filmen ender lidt ligesom den tematisk beslægtede ”A Serbian Film” som et makværk, der måske underholder med sin gru, men på ingen måde kan godkendes som et seriøst værk, som den ellers gerne vil.

Billede & Lyd

De mørke scener har en anelse for meget gryn, og til tider kan man ikke helt se hvad der foregår i filmen. Farverne er meget nedtonede, og det hjælper ikke meget på klarheden. Lyden er der derimod gjort meget ud af i filmen, da der leges en del med stilhed og høje toner, og det gengiver DVD’en ganske fint. Der hersker dog ingen tvivl om, at filmen egner sig bedre til HD – både hvad angår billede og lyd.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion

”Kill List” er prætentiøst ultravold i samme boldgade som ”A Serbian Film”. Den britiske nybølge af horrorfilm har endnu ikke imponeret undertegnede, selvom det dog er rart, at der er kommet lidt mere seriøsitet tilbage i genren. Ligesom med ”Eden Lake” forfalder ”Kill List” til en række utroværdige karakterer og situationer, og når filmen i slutningen går fuldstændigt overbord, vil de fleste skrige ordet ”prætentiøs” efter den. Filmen har dog en solid opbygning og nogle stærke præstationer, bare synd at instruktøren ikke kan håndtere sit manuskript ordentligt, og få styr på sit eget rod. Billedet er langt fra imponerende på denne udgivelse, men lyden har derimod sit helt eget liv i denne film. Manglen på ekstramateriale trækker ikke ligefrem helheden op heller.

[youtube id=”aqkqF–v1tg” width=”600″ height=”350″]