Det foregår i 80’erne. Den politiske verden brænder, terrorerhvervet er eksploderet og hemmelige operationer har en lukrativ udvikling. Alle mænd har halvlangt hår, overskæg, bakkenbarter, brunt tøj og store briller – undtagen Jason Stahham der ligner sig selv. Kronraget og med et lag af velfriserede skægstubbe på det stramt fokuserede ansigt. Illusionen falder til jorden, for han er alt for moderne til at træde ind i 80’erne. Han minder os om, at vi ser en film.

Jason Statham og Robert De Niro spiller makkerparret, Danny og Hunter, med speciale i politisk motiverede likvideringer. Men den gamle ræv bliver fanget af et muslimsk overhoved, som ønsker hævn over det britiske SAS for likvideringer af hans familiemedlemmer. Unge Danny kan ikke lade sin faderlige skikkelse i stikken, hvorfor han indvilger sig i at myrde en række tidligere SAS agenter kamufleret som tilfældige hændelser. Gradvist begynder historien, miljøet og karaktererne at ligne noget vi har set før; ”Munich”. Bare ikke nær så godt. Ikke engang halvt så godt. Bredformat og alverdens beigefarvet colorgrading kan ikke løfte ”Killer Elite” ud af skyggen fra Spielbergs habile mesterværk.

De burde have droppet den historiske kontekst og de politiske rammer, for under huden banker et hjerte af macho action og skuddueller. Desværre holdes adrenalinets drifter tilbage af historiens saglighed, i stedet for at gå all the way. Og så er håndværket ganske enkelt under middel. De Niro, Stahham og Clive Owen virker som mekaniske skuespilfabrikanter og klicheerne tårner op fra første minut. Denne type film begår sig bedst i et marked som søger uforpligtende tømmermænds-tv, men ”Killer Elite” indfrier ikke engang trangen til tomme actionkalorier.

Billede & Lyd:
Format: 2.40:1
Lyd: Engelsk, DTS 5.1
Tekster: Dansk, svensk, norsk, finsk

Ekstramateriale:
DVD kopi