Kunsten at græde i kor bygger på Erling Jepsens roman fra 2002. I den ses alting gennem drengen Allans uskyldige øjne, og derfor bliver historien om den dysfunktionelle familie grotesk, tragi-komisk og sort humoristisk. Det blev en original og succesrig bog.
Filmmanuskriptet står Bo hr. Hansen for, og det viser hvor svært det kan være at overføre tonen i en bog til film.
Allan er stadig hovedperson, men nu ser vi jo de øvrige familiemedlemmer ikke blot med hans, men også med egne øjne. Så er det straks sværere at se komikken i tragikken. Far med ?de psykiske nerver? truer ofte med at begå selvmord i sin tyranniske selvmedlidenhed. Allan prøver derfor at holde sig vågen og bede for ham.

Hvis Far bliver afvist af Mor, så prøver Allan at overtale storesøster Sanne til at gå ned og lægge sig hos Far på sofaen, det trøster ham så godt. Men det er bestemt ikke godt for Sanne, der ender med at blive sendt til statshospitalet Augustenborg. Fars store nummer er at holde bevægende taler ved de lokale begravelser, hvor han kan få sorgen til at rulle, som det åbenbart hedder i Sønderjylland. Det gør, at han får ros og anerkendelse, og det hjælper også på omsætningen i hans mejeriudsalg i nogen tid.
Men der dør for få i landsbyen, så også her vil Allan gøre mere end rimeligt for at hjælpe sin far. Det går bl.a. ud over en tante, der lider af kronisk hypokondri og adskilligt andet.

Filmens hovedtema er Allans utrolige loyalitet overfor den håbløse far, der både er en jammerkomode og brutal og jaloux overfor Sannes unge kæreste. Moren har stort set opgivet og vender det blinde øje til, hvad der sker med Sanne. Storebror Asger bliver rasende på Far, uden at Allan forstår hvorfor, men Asger er for længst flyttet til Sønderborg og kan ikke hjælpe til daglig. Men er der en grænse for Allans trofasthed overfor Far?
Filmen er altså blevet mere et social-realistisk drama om en meget sølle fungerende familie end romanen med dens gravsorte humor. Der er dog også sjove scener i den, men de ligger ikke tæt. Det gør grådanfaldene derimod, det er næsten for meget.
Med til at skabe den mere dystre stemning er underlægningsmusikken, der i hjemmet mest består af traurige tyske lieder.
Der er til gengæld en meget velspillet film. Jesper Asholt har sin første store hovedrolle som Far og spiller meget nuanceret den sølle, brutale og manipulerende mand. Han måtte holde et halvt års pause for at komme sig oven på den indlevede præstation.

Børnene Jannik Lorenzen og Julie Kolbeck er sønderjyske debutanter og gør det også godt. Hanne Hedelund er Mor, en sammensat person, der går meget op i hvad folk dog siger og tænker, uden selv at tænke ret meget på sine børn.
Instruktøren er Peter Schønau Fog, der er fra Fanø. Her foregik hans glimrende afgangsfilm fra Den Danske Filmskole 1999 Lille Mænsk, som fik mange priser.
Hans første store spillefilm her har også allerede fået adskillige priser, bl.a. årets Natsværmerpris. Filmen er indspillet på sønderjysk og har derfor undertekster på rigsdansk. Det harcelerede Erling Jepsen noget over på Bogforum, men det er nødvendigt, hvis man ikke som han kommer fra Sønderjylland.
Jeg tror ikke, at filmen vil blive så populær som romanen, men det er en velspillet dansk film om en mislykket familie for det modne publikum. Det er godt, at den er med i Biografklub Danmark og kommer op i en masse biografer. Filmen handler om en meget dårligt fungerende sønderjysk familie i 70erne.
Drengen Allan på 11 prøver at hjælpe og beskytte sin far, der ofte truer med at begå selvmord og opfører sig som en flæbende tyran. Når konen ikke vil vide af ham, skal datteren Sanne helst ligge hos ham for at trøste ham. Det eneste han duer til er at holde begravelsestaler, så sorgen rigtigt kan rulle. Derfor forsøger Allan så at holde landsbyens dødstal oppe, så Far kan rulle sig ud.