The Last King of Scotland bygger på romanen af samme navn, forfattet af Giles Foden, og titlen hentyder til Amins sære svaghed for skotterne, som han udråber sig selv til konge for. Men i modsætning til de fleste film som har rod i sande begivenheder, er The Last King of Scotland ikke en film, som tøver eller halter, fordi den skal forholde sig til virkeligheden. For Garrigan er en fiktionel person, sat sammen af flere menneskers erfaringer med Amin, og det bliver derfor kun få nøglescener, som filmen bliver nødt til at forholde sig meget nøgternt til. Det er en fortælling med fartmåleren i det røde, som drøner afsted i et halsbrækkende tempo og ikke tillader publikum at slappe af. Instruktør Kevin Macdonald har ikke tidligere taget livtag med spillefilm, men det kan man ikke se, og såvel hans arbejde som skuespillernes præstationer er der intet at udsætte på.

Forest Whitaker ER Idi Amin. At han er nomineret til en Oscar for bedste hovedrolle er både forståeligt og fortjent, specielt når man tager Akademiets forkærlighed for skuespillere, der tillægger sig uvante fysiske egenskaber og udviser voldsomme følelsesudbrud, i betragtning. Og det er meget lykkeligt for Forest Whitaker der, ligesom sidste års vinder af prisen, Philip Seymour Hofman, er en type som ofte har spillet små men imponerende roller, men som for det meste har stået i skyggen af mere prominente navne. Også James McAvoys portrættering af den livsglade unge skotte er iøjenfaldende. Han formår, på trods af lægens urimeligt naive og egoistiske optræden, at holde publikum på sin side, og det er ikke nogen lille bedrift.
Såvel billeder som lyd er absolut imponerende og gør filmen til en meget forførende oplevelse, et minitrip til det mørke Afrika hvor sanselighed og beruselse virker så meget voldsommere end i det regnfulde, vindomblæste Skotland eller, for den sags skyld, Danmark.

Filmens store svaghed viser sig at være manuskriptet. I modsætning til de fleste historier based on a true story, mangler The Last King of Scotland ikke materiale. En mand der på én og samme tid opbyggede en hidtil uset velstand, som nationen den dag i dag nyder godt af, men som samtidig lod op mod 500.000 dræbe, efterlader sig mange historier, og det har måske været problemet. For hvor filmen godt den første time er en fængslende beretning om disse to modsatrettede egenskaber ved Amin, skaberen og ødelæggeren, bliver den mod slutningen en skildring af lægens Garrigans kærlighed til én af Amins koner, Kay (Kerry Washington). Kærlighedshistorien bliver mere et forstyrrende element end en pointe, og da Garrigan endelig må sande sin egen manglende realitetssans, bliver det som konsekvens af dette forhold fremfor af Amins dobbeltsidede natur som folkeforfører og psykopat. Og med så interessant en personlighed som Amins, er det en skam.

Whitakers evne til både at være den store, joviale folkets mand og den paranoide narkomaniske voldsforbryder er slående, og filmen keder ikke. Det er de færreste film som har så gode muligheder for at blive helt fantastisk som The King of Scotland, og så meget mere desto ærgerligt er det at den ikke er det. Men kan man leve med det, er der en stærk debut af instruktøren og en meget seværdig film. Vi må så leve med at filmen aldrig rigtig bliver så stor som den mand den skildrer. Fire store klaptræ til The King of Scotland herfra. Den unge, nyuddannede skotske læge Nicholas Garrigan (James McAvoy) ankommer til Uganda i 1971 i stedet for at træde i sin fars fodspor og indgå i hans lægepraksis. Han arbejder en kort tid i en lille landsby, indtil et tilfældigt møde med landets nye præsident, Idi Amin (Forest Whitaker) ændrer hans skæbne radikalt. Pludselig er han præsidentens livlæge, og den unge, naive skotte bliver kun langsomt klar over, hvilken galning han arbejder for og kalder sin ven. Mens folk omkring ham dør som fluer, bliver det klart for Nicholas at han har gang i en dødelig leg.